Kvinde lokkede 90-årig med småkager – pas på hvem du lukker ind
-En 90-årig kvinde fra en ældrebolig i Hadsund oplevede mandag aften ved 19.30, at der blev ringet på hendes dør og udenfor stod en kvinde i 30-40-erne, der tilbød den ældre kvinde nogle småkager, oplyser politikommissær Lars Rosenvinge fra Himmerlands Politi i Hobro og fortsætter:
-Kvinden udenfor døren holdt småkagerne i hånden og spurgte den ældre kvinde, om de lige kunne gå ind og hælde dem over på en tallerken. De fulgtes derfor sammen ind i lejligheden og ud i køkkenet, hvor de sammen fik anrettet småkagerne.
-Herefter gik kvinden igen. Et par timer senere på aftenen fandt den 90-årige ud af, at der i et andet værelse i hendes lejlighed, var blevet opbrudt et smykkeskrin og et chatol og nogen havde været inde og rode i dem.
-Der har angiveligt været en person mere med i lejligheden, uden at den 90-årigen kvinde var blevet gjort bekendt med det – Umiddelbart er der dog ikke blevet stjålet noget.
-Det her er jo noget som kan ske for alle mulige andre, så derfor vær nu påpasselig med hvem du lukker ind i din bolig. Hvis nogen kommer ud af det blå og tilbyder dig et eller andet, kan det være et svindelnummer, slutter politikommissæren.
Signalement af kvinden:
30-40 år, lyshåret og taler dansk med dansk accent og ca. 165 cm høj.
LÆS OGSÅ: Telefonsvindleren “Jens Hansen” afvist