ForsideMariagerfjordMariagerfjord Ungdomsskole fejrer 10 års jubilæum for Læringslokomotivet

Mariagerfjord Ungdomsskole fejrer 10 års jubilæum for Læringslokomotivet

- Annonce -

Mariagerfjord Ungdomsskole fejrer 10 års jubilæum for Læringslokomotivet

Mariagerfjord Ungdomsskole har i år afholdt det intensive læringsforløb Læringslokomotivet for 10. gang. Her er den personlige, faglige og sociale udvikling i fokus for elever i 7. og 8. årgang.

I tre uger er Laaenhus Lejrskole blevet forvandlet til en intensiv læringscamp, hvor elever fra hele Mariagerfjord Kommune får mulighed for at styrke deres faglige evner. På Læringslokomotivet arbejdes der med dansk og matematik, og eleverne får særlige redskaber, der er tilpasset deres specifikke læringsmæssige behov. Denne tilgang har altid været fundamentet for Læringslokomotivet i Mariagerfjord Ungdomsskole, og spørger man Mette Moestrup, som er mor til en af deltagerne på Læringslokomotivet 2026, er der ingen tvivl om, at metoden stadig virker på tiende år. “Jeg er næsten mundlam over, hvor fantastisk et tilbud Læringslokomotivet er. De unge bliver virkelig grebet og samlet op – socialt, personligt og fagligt – og det giver dem mulighed for at få mod på livet. Som forælder oplever man en helt særlig tryghed, fordi man kan mærke, at de voksne vil de unge og vil dem det bedste.”

Det faglige boost kan mærkes, og eleverne er selv tydelige omkring deres udvikling. Markus Brejner, som deltog på Læringslokomotivet i år, er heller ikke i tvivl om, at de tre uger har rykket ham fagligt – selvom det ikke altid har været nemt. “Det har været sjovt, men også hårdt. Jeg kan også mærke, at jeg er blevet bedre til matematik – jeg kan gange og minus bedre, end jeg kunne før. Og så har jeg fået mange nye venskaber.”

På campen oplever eleverne en kortsigtet faglig udvikling, men et vigtigt fokusområde på Læringslokomotivet er også, at eleverne tager deres nye færdigheder med sig hjem. Det har Mette Moestrup allerede oplevet: “Det er også tydeligt, hvor meget de unge tager med sig hjem. Min søn begyndte pludselig at dividere ved aftensmadsbordet og vise sine metoder frem i weekenden. Jeg er sikker på, at Læringslokomotivet er noget, han aldrig kommer til at glemme.”

Udover fagligheden er den personlige og sociale udvikling et andet stort fokusområde. De unge på Læringslokomotivet får derfor også mulighed for at prøve kræfter med flere af Ungdomsskolens maritime aktiviteter og andre fælles oplevelser. Markus Brejner har fået nye venskaber og især været glad for aktiviteterne på vandet, og hans camp-kammerat Emelie Kruse har også oplevet et stort socialt udbytte af de tre uger. “Det har været megafedt at få så mange nye fællesskaber på tværs af hele kommunen. Jeg har både lært meget fagligt, men det bedste har været de nye venskaber. Jeg synes også, at wellnessaftenen, hvor vi lagde makeup på drengene, gjorde vores fællesskab endnu bedre.”

Tilbage i Mariagerfjord Ungdomsskole er man stolte over endnu et vellykket Læringslokomotiv og over, at man for tiende gang har formået at flytte en gruppe af kommunens elever både socialt, personligt og fagligt. “Læringslokomotivet er en vigtig opgave, fordi det giver en gruppe unge ny motivation for at lære og en fornyet tro på egne evner. Når vi kan skabe et rum, hvor eleverne både oplever faglig fremgang, nye fællesskaber og succesoplevelser, så giver det dem noget, de kan tage med videre – også når de tre uger på Læringslokomotivet er slut,” afslutter ungdomsskoleinspektør Lars Otte Koefoed.

Nye venskaber på tværs af Mariagerfjord Kommune er en vigtig del af Læringslokomotivet, hvor eleverne udvikler sig både fagligt, personligt og socialt. Foto: Privat
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler