ForsideMariagerfjordEfter svær tid kom Lars tilbage på grønsværen - Takket være Mariagerfjord...

Efter svær tid kom Lars tilbage på grønsværen – Takket være Mariagerfjord IF

- Annonce -

Efter svær tid kom Lars tilbage på grønsværen – Takket være Mariagerfjord IF

45-årige Lars Vistisen Bugge har spillet fodbold fra barnsben, men psykiske udfordringer satte en stopper for aktiviteterne på banen. Et medlemskab af Mariagerfjord IF har fået fodbolden tilbage i Lars’ liv – og nye venskaber er kommet til. Formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg, Jan Andersen (V), bakker op om foreningen.

”Jeg får det nok ikke bedre med mine psykiske udfordringer. Det er noget, jeg skal leve med. Derfor er jeg glad for at være blevet en del af et fællesskab, hvor jeg har fået nogle nye kammerater”.

Sådan siger Lars Vistisen Bugge, der har været medlem af Idræt for Sindet-foreningen, Mariagerfjord IF, i snart otte år. Her spiller han fodbold og er med til stævner. Foruden fodbolden dyrker han også vandgymnastik og svømning.

”Det kan godt være svært at holde struktur i hverdagen, så det er godt at have noget at komme afsted til, frem for bare at sidde derhjemme og lave ingenting,” siger han.

Lars Vistisen Bugge har tidligere været meget glad for fodbold og har dyrket det i sin barn- og ungdom på amatørniveau. Derfor har det været godt for ham at komme i gang igen, da det også er med til at holde vægten nede. Han har inden for det seneste halvandet år tabt omkring 20 kilo.

”Det er sundt og godt for mig. Fodbold er min store passion,” siger han og fortsætter:

”Det har været godt at møde nogle ligesindede, som har nogle af de samme udfordringer,” siger Lars Vistisen Bugge. 

En social investering

Lars Bugges historie er ikke enestående. Blandt de 43 kommuner, der har en Idræt for Sindet-forening, vurderer 46 procent af de kommunale chefer, at medlemmernes fysiske, mentale og sociale udbytte af foreningsdeltagelsen direkte medvirker til at reducere udgifterne på det sociale område.

Det viser en undersøgelse foretaget af Ineva i 2022 blandt Idræt for Sindet foreningerne, der er et idrætsfællesskab for psykisk sårbare.

Formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg, Jan Andersen (V), mener også, at foreningen er en gevinst for kommunen.

”Det er godt at komme ud at røre sig og være sammen med andre i samme situation, når man har nogle udfordringer. Det forebygger ensomhed,” siger Jan Andersen og tilføjer:

”Når man kommer ud blandt ligesindede, så opstår der typisk en læring og en tro på, at man godt kan mestre livet selv. Som for eksempel at handle ind eller tage bussen uden støtte. Vi har dialogmøder med borgerne, og der fortæller de, at de har stor glæde af det. Så vi ved, at det er pengene værd”.

Mariager Fjord IF har eksisteret siden 2012 og har i dag omkring 70 medlemmer.

Hvad er Idræt for Sindet?

Idræt for Sindet er idrætsforeninger af og for mennesker med psykisk sårbarhed. Her handler det ikke om at vinde, men om at få det bedre, både fysisk og mentalt. 

Foreningen er målrettet voksne med psykiske udfordringer som for eksempel angst, depression, skizofreni, bipolar lidelse, stress m.fl.

Idræt for Sindet er forankret i Dansk Arbejder Idrætsforbund og findes i 43 af landets 98 kommuner.

Idræt for Sindet gør en dokumenteret forskel

98 procent føler sig som en del af et fællesskab.

91 procent oplever øget livsglæde og trivsel.

83 procent er blevet mere fysisk aktive.

68 procent oplever bedre psykisk helbred.

33 procent er kommet tættere på job eller uddannelse.

Kilde: Ineva (2022): Evaluering af Idræt for Sindet – Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI).

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler