Mads Bomholt forlænger med AaB til 2028
Mads Bomholt, der egentlig først fra sommer bliver seniorspiller, har fået forlænget sin aftale med AaB indtil 30. juni 2028.
Det er blot lidt mere end ni måneder siden, at Mads Bomholt senest fik forlænget sin kontrakt med AaB, og siden er det blevet til 14 officielle optrædener på klubbens bedste mandskab, ligesom Mads Bomholt i februar fik debut for U/19-landsholdet, hvor han indtil videre er noteret for to kampe.
AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:
– Mads Bomholt har mere end levet op til vores forventninger, og han har allerede nu taget store skridt i sin udvikling, og den positive kurve vil forhåbentlig kun fortsætte, når han fra sommer bliver en integreret del af førsteholdstruppen.
– Som person indeholder Mads en god balance af ydmyghed og en stor tro på sig selv, og han er bevidst om, at det kræver masser af dedikation og hårdt arbejde at tage de næste step, konstaterer Ole Jan Kappmeier.
– Dét er Mads heldigvis parat til, og dertil kan han bringe sine primære kompetencer i form af en veludviklet teknisk kunnen og spilforståelse samt sin gode venstrefod, hvorfor hans udvikling og bidrag til AaB bliver spændende at følge, mener Ole Jan Kappmeier.
Den 18-årige centrale midtbanespiller kom til AaB som U/13-spiller fra partnerklubben Hadsund Boldklub.
– Jeg er utrolig glad og stolt over at kunne lave en aftale med AaB indtil 2028. Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg begyndte på AaB Akademiet, da jeg var 11 år, og det viser også, at AaB tror på klubbens egne talenter, så gutterne på akademiet skal bare klø på, siger Mads Bomholt.
– For mit vedkommende har denne sæson har været rigtig fed, og især min debut i efteråret mod FC Fredericia var et stort og uforglemmeligt øjeblik for mig og min familie. Jeg har taget en dag ad gangen og knoklet på. Det har så medvirket til, at jeg har fået en del mere spilletid, end jeg havde forventet, og jeg er virkelig glad for at kunne mærke tiltroen fra spillertruppen og trænerstaben, tilføjer Mads Bomholt.
– Jeg elsker at komme herud hver dag (på AaB’s anlæg på Hornevej, red.), og nu gælder det bare om at bygge på og forhåbentlig bide mig mere fast på holdet. Og ellers skal jeg bare gøre alt, hvad jeg kan for klubben, lyder det fra Mads Bomholt, som fra den kommende sæson overtager trøje nummer 21 i AaB.