Mangfoldighedsindsatser i Mariagerfjord Kommune
På baggrund af et ønske fra Økonomiudvalget har administrationen udarbejdet en oversigt over forslag til, hvordan der kan arbejdes med øget mangfoldighed i Mariagerfjord Kommune. Økonomiudvalget bedes på møde den 4. september 2024 om at drøfte og godkende forslagene med henblik på politisk forankring i fagudvalgene.
Indstilling: Kommunaldirektøren indstiller til Økonomiudvalget: At de indkomne forslag til indsatser vedrørende mangfoldighed godkendes. Og tt forslagene til indsatser videresendes til behandling i fagudvalgene med henblik på politisk forankring.
Forslagene til indsatser har været drøftet i Hovedudvalget med fokus på forslagenes betydning for Arbejds-, Personale-, Samarbejds- og Arbejdsmiljøforholdene (APSA). I Hovedudvalget var der enighed om, at et øget fokus på mangfoldighed vil have en positiv effekt på APSA-forholdene.
Sagsfremstilling
Økonomiudvalget drøftede 8. november 2023, hvorvidt ligestilling skal sættes på dagsordenen i Mariagerfjord Kommune, og i givet fald hvordan det skal ske. Udvalget ønskede emnet udvidet til at omfatte mangfoldighed i bred forstand og ønskede, at administrationen udarbejder et konkret oplæg til mulige indsatser.
Administrationen har nu indsamlet et oplæg til konkrete indsatser, som enten allerede er i gangsat eller som potentielt kan igangsættes med henblik på at styrke mangfoldigheden i kommunen. Indsatserne fremgår af vedlagte skema. Af skemaet fremgår, hvorvidt indsatserne er målrettet personale eller borgere i kommunen, om indsatsen allerede er igangsat eller potentielt kan igangsættes. Desuden fremgår for hver enkelt indsats det anslåede ressourcebehov forbundet med indsatsen.
Økonomi: Økonomien forbundet med de enkelte indsatser fremgår af vedlagte skema.