Mariager Fjord OK godt fra start i nordjysk natløbsserie
11 løbere fra Mariager Fjord OK var med, da det første af fire nordjyske orienteringsløb i mørke blev afviklet i Rold Skov. Flere af klubbens deltagere placerede sig helt fremme i deres klasser.
Onsdag den 16. september blev det første af i alt fire O-løb om natten i nordjysk regi afviklet.
Rold Skov OK stod som arrangør af Nordjysk-Nat 1, der denne gang havde Hesselholt i Rold Skov som ramme.
I alt stillede 29 orienteringsløbere til start, og Mariager Fjord OK var flot repræsenteret med 11 deltagere.
Andenplads til Ole Jensen
I H 60-klassen leverede Ole Jensen et stærkt resultat og løb sig ind på andenpladsen. Kun 41 sekunder skilte ham fra vinderen fra OK Pan i Aarhus.
Mariager Fjord OK havde flere løbere med helt fremme i samme klasse. Henrik Bach sluttede på fjerdepladsen, mens Lars Jensen tog femtepladsen.
Også i H 70 blev det til en andenplads til Mariager Fjord OK. Her var det Gert Rebsdorf, der sikrede sig placeringen.
Klubkammeraterne Jens Christensen, Keld Østergaard og Helge Poulsen fulgte efter med henholdsvis en fjerde-, femte- og sjetteplads.
I H 50-klassen kom Jørgen Østergaard ligeledes på podiet med en tredjeplads.
Mariager Fjord OK arrangerer næste løb
Der er ikke lang tid til næste udfordring i mørket.
Nordjysk-Nat 2 afholdes allerede onsdag den 23. september i Vesterris Plantage mellem Aars og Aalestrup i Midt-Himmerland.
Denne gang er det Mariager Fjord OK, der står som arrangør af stævnet og tager imod de nordjyske orienteringsløbere til andet løb i serien.





