Mariager Tandlægehus er blevet taget godt imod
I mere end ti år har tandlægerne Kristian Andersen og Katarina Stilling haft klinik i Hobro. Men med et stigende antal patienter fra Mariager og omegn blev tiden moden til at udvide. I marts slog de derfor dørene op til Mariager Tandlægehus på Kirkegade – og Mariagerfjordposten har været forbi for at høre, hvordan opstarten er gået, og hvordan klinikken er blevet taget imod i byen.
“Vi har gennem de seneste år oplevet, at flere og flere patienter kommer fra Mariager, Assens og området heromkring. Mange af dem er godt oppe i årene, og for nogle har det været en udfordring at skulle til Hobro for behandling. Da lokalerne på Kirkegade 10 C blev ledige, og vi havde et stærkt hold klar, gik det hurtigt med renovering og etablering,” fortæller tandlæge og indehaver Kristian Andersen, mens han viser rundt i de lyse lokaler.
Erfaring og lokalt engagement
De to tandlæger bag klinikken har begge mere end 17 års erfaring i faget og er uddannet fra Aarhus Universitet.
Inden Kristian Andersen blev selvstændig, arbejdede han seks år på Aarhus Universitetshospital, underviste på Tandlægeskolen og skrev en ph.d. – en baggrund, der ifølge ham selv kommer både patienterne og klinikken til gavn.
“Vi har i mange år arbejdet som tandlæger og har opbygget stor viden om mundsygdomme, medicinens betydning for tandsundhed og ikke mindst almindelig mundhygiejne og forebyggelse,” fortæller han.
Samarbejde mellem Mariager og Hobro
Mariager Tandlægehus fungerer i tæt samspil med klinikken i Hobro.
Det betyder, at telefontiden altid er åben, og at patienter kan få akuttider i enten Hobro eller Mariager. Klinikken i Mariager har åbent flere dage om ugen, og fleksibiliteten har vist sig at være en stor fordel.
“Siden åbningen i marts har vi oplevet stor interesse. Vi kan nu tilbyde tider tættere på, hvor patienterne bor, og samtidig reagere hurtigt, når der opstår akutte behov. Mange tager gerne turen til enten Hobro eller Mariager – bare de kan få hjælp med det samme,” siger Kristian Andersen.
Kendte ansigter i klinikken
Ved Mariagerfjordpostens besøg blev vi mødt af et imødekommende hold bestående af tandlæge Kristian Andersen, klinikassistent Anni Egeris Jensen og tandklinikassistentelev Ida Kristensen.
Anni Egeris Jensen er et velkendt ansigt i byen – hun har i mange år arbejdet som klinikassistent i Mariager og er glad for at være en del af det nye tandlægehus. Hun hjælper desuden jævnligt til på klinikken i Hobro.
Kontakt og åbningstider
Er det tid til et eftersyn – eller brug for en akut tandlægetid – kan klinikken kontaktes direkte:
Mariager Tandlægehus
Kirkegade 10A, 9550 Mariager
Telefon: 98 43 29 99
E-mail: mail@mariager-tandlaegehus.dk
Telefontid: Alle hverdage fra kl. 08.00




