Mariagerfjord Musikforening 60 års jubilæumssæson
Når Mariagerfjord Musikforening fredag d. 4. september 2026 kl. 19.30 åbner musiksæsonen, er det den første koncert i Musikforeningens 60 års jubilæumssæson.
Foreningen blev dannet som Hobro Musikforening, og foreningens første af i alt fem koncerter fandt sted i september 1967 med pianisten Herman D. Koppel ved flyglet.
Her 60 år efter er det Aalborg Symfoniorkester, der åbner sæsonen, og i spidsen for orkestret står deres chefdirigent, Joshua Weilerstein. Koncerten er en reprise af Aalborg Symfoniorkesters sæsonåbning, og på programmet er to af de store symfoniske værker.
Koncerten på Mariagerfjord Gymnasium indledes med Jean Sibelius’ violinkoncert i d-mol med den norske stjerneviolinist Eldbjørg Hemsing som solist, og efter pausen spilles Sergej Rakhmaninovs store 2. symfoni.
Jubilæumssæsonen byder på i alt ni koncerter. Fem koncerter i efteråret 2026 og fire koncerter i foråret 2027.
Senere i september kommer Heathcliff Trio, der består af violinisten Ashley Tong, cellisten Sebastian Kolin og pianisten Jonathan Siahaan, og foruden en stor koncert på Gymnasiet spiller trioen også tre mindre koncerter i henholdsvis Hadsund, Arden og Mariager for at bringe musikken ud i alle hjørner af kommunen.
Senere på efteråret følger to koncerter på Gymnasiet med fløjte og klaver samt en klaverkvintet, der bl.a. spiller et af kammermusikkens hovedværker: Brahms’ Klaverkvintet i f-mol.
I december kan der ikke afholdes koncert på gymnasiet, så den sidste koncert er henlagt til Hobro Kirke, hvor et af Danmarks bedste kor, Akademisk Kor Aarhus, synger. I 2019 vandt koret World Choral Championship i Tokyo.
Til koncerten med Aalborg Symfoniorkester kan der købes løssalgsbilletter à 240 kr. via musikforeningens hjemmeside, men man kan for beskedne 400 kr. blive medlem af foreningen og få alle ni koncerter til denne meget billige pris.
Som medlem af Mariagerfjord Musikforening har man tillige adgang til de fleste koncerter i de omkringliggende musikforeninger: Rebild Musikforening, Vesthimmerlands Musikforening, Viborg Musikforening og Skive Kammermusikforening.
Oplysninger om medlemskab kan også findes på foreningens hjemmeside, eller man kan melde sig ind ved at møde op til en af koncerterne.





