Af Frank Damborg, Arden
Mindeord for Ole Rasmussen, Arden
Fredag den 6. feb. fik jeg et trist tlf.opkald:
”SID Ole er død.”
Jeg har kendt Ole Rasmussen i mange år. Ole var formand for fagforeningen SID i Arden på Hvarrevej, derfor var han kendt som SID Ole.
I 2018, da frivillige restaurerede og byggede til det eksisterende Dueslag på Mejerivej 33 i Arden, kom Ole ind i mit liv. Pludselig stod Ole på matriklen og hjalp med at lave træelementer.
Et par minutter inden var han kommet gående uden for byggepladsen. Han mødte Torben Borup, en af de frivillige, som havde en anden aftale. Torben sagde til Ole: ”Nu har jeg fri, så du kan afløse mig.” Som sagt, så gjort – nu var Ole en af de frivillige arbejdere på Dueslaget.
Ole var udlært maler, så efter et par dage fik han ansvaret for ”malerentreprisen”. Det var ikke kun malerarbejde, han kunne udføre, også arbejde med træ udførte han til alles tilfredshed.
Ole var fra dag 1 meget engageret og var med sin humor med til at glide ind i vi andres humor. Vi grinte tit, så der kom vand ud af vores øjne.
Vi startede med at arbejde kl. 8. Ole kom aldrig for sent, tværtimod. Efter et stykke tid var Ole i gang, når vi andre kom. Så tænkte jeg: ”I morgen må jeg også hellere komme halv otte.” Det gik fint en kort tid, men efter nogen tid var Ole allerede i gang kl. 7.30.
Så næste morgen mødte jeg kl. 7.00. Det gik sådan nogle dage. Men kl. 7 kom jeg igen for sent til Oles tidsregning. Der var godt vejr, ingen regn, blå himmel, så hvad betød det at møde før kl. 6?
Der var altid godt humør og aldrig et ondt ord på pladsen.
Vi holdt frokostpause ved 10-tiden hver dag. Den stod på franskbrød og pålæg. Vi fik også besøg af andre, når der var pause. En af dem var Palle Nielsen, Due Palle.
Han havde haft brevduer i mange år, men nu kom han i huset af sociale grunde. Han kom gående med sit gangstativ og fandt hurtigt ud af, at han skulle sidde ved siden af SID Ole, og grunden var, at Ole smurte Palles franskbrød og altid høfligt spurgte: ”Hvad skal du have oven på smørret?”
Hvis ikke vi vidste det, fandt vi hurtigt ud af, at standarden på Oles arbejde var på det perfekte plan. Jeg er sikker på, at Ole ville kunne finde fejl på ethvert hus. Når Ole påtog sig en opgave, var vi ikke i tvivl om, at den blev udført til punkt og prikke.
Nu er både Ole og Palle så gået i forvejen, og mon ikke Ole fortsætter med at smøre Palles franskbrød.
Mine tanker går nu til Solveig og familie.
Æret være Oles minde.
