Mystiske fugledødsfald ved Als Odde – ingen myndigheder vil tage affære
Flere døde fugle ligger i vandkanten ved Als Odde, og synet vækker både bekymring og frustration hos den lokale beboer Erik Christensen. På en strækning på omkring 200 meter har han observeret cirka 10 store svaner og gæs, der ligger døde i sandet. Derudover har han set enkelte fugle, der stadig er i live, men tydeligt svækkede.
Ifølge Erik Christensen drejer det sig blandt andet om en bramgås, som senest blev set i live i går, samt en knopsvane, der tidligere i dag stadig var i live, men i meget dårlig forfatning.
Mistanke om fugleinfluenza
De mange døde og syge fugle får Erik Christensen til at mistænke, at der kan være tale om fugleinfluenza. Derfor tog han kontakt til Fødevarestyrelsen for at indberette fundene – men her løb han hurtigt panden mod en mur.
”De afviste problemet og sagde, at de kun registrerer tilfælde, der bliver indmeldt,” fortæller han.
Efter samtalen med Fødevarestyrelsen ringede han videre til Dyrenes Beskyttelse, som henviste ham til Falck. Her fik han endnu et afslag.
”Falck ville heller ikke gøre noget, men henviste mig til Beredskabsstyrelsen,” siger han.
Men heller ikke dér kunne han få hjælp. Ifølge Erik Christensen fik han beskeden om, at han som borger ikke kan anmelde den slags – det kan kun Fødevarestyrelsen.
”Hvad skal vi med alle de styrelser?”
Efter at have kontaktet hele rækken af relevante instanser står Erik Christensen tilbage med en følelse af afmagt.
”Så tror jeg nok, jeg har været hele vejen rundt i systemet. Man spørger sig selv, hvad vi skal med alle de styrelser, når de ikke tager affære,” siger han.
Imens ligger fuglene fortsat langs vandkanten – nogle døde, andre kæmpende for livet.













