ForsideMariagerfjordNordjyllands Politi: Rigtig mange svindelforsøg

Nordjyllands Politi: Rigtig mange svindelforsøg

- Annonce -

Nordjyllands Politi: Rigtig mange svindelforsøg

For tiden modtager Nordjyllands Politi rigtig mange opkald hver dag i hele politikredsens 9 kommuner, omhandlende forsøg på svindel. Her er et udpluk fra døgnrapporten fra den 19. august til den 21. august 2023:

Lørdag den 19. august kl. 09.36 anmeldte en borger at have fået et opkald, hvor en robotstemme havde præsenteret sig som ”Danish National Police” og oplyst, at der var udstedt en arrestordre på anmelder. Politiets servicecenter vejledte anmelderen om, at der var tale om spoofing og forsøg på svindel.

Lørdag den 19. august kl. 09.54 anmeldte en borger, at hun havde fået et opkald fra en kvinde, som sagde, at hun var blevet ringet op fra anmelders nummer, hvor en anden og engelsktalende kvinde havde sagt, at hendes cpr.-nummer var blevet misbrugt, og at der var udstedt en arrestordre. Anmelders telefonnummer blev således misbrugt til svindelforsøg.

Samme forhold gjorde sig gældende for en anden anmelder, der lørdag den 19. august kl. 09.57 ringede til politiets servicecenter og anmeldte sit telefonnummer misbrugt. Flere personer havde fået et opkald fra anmelders telefonnummer, selvom anmelder ikke havde ringet til dem. Anmelder var bekymret for, om han ville blive stillet til ansvar, hvis der var personer, som blev svindlet via hans nummer. Servicecenteret vejledte anmelderen.

Lørdag den 19. august kl. 12.38 anmeldte en mand, at han havde fået et opkald, hvor en robotstemme havde sagt på engelsk, at anmelders personlige oplysninger var blevet misbrugt, og at der var en arrestordre på anmelder. Anmelder havde – helt i overensstemmelse med politiets anbefalinger – lagt på. Manden havde således ikke mistet penge eller oplysninger.

Lørdag den 19. august kl. 14.46 ringede en meget bekymret, ældre kvinde til Nordjyllands Politis servicecenter. Kvinden havde tilsyneladende fået en stævning pr. e-mail, som handlede om, at hun skulle have været i besiddelse af børneporno. Servicecenteret beroligede og vejledte kvinden i, at mailen var fup og svindel, og at hun blot skulle slette den.  

Søndag den 20. august kl. 21.35 ringede en ældre kvinde til politiets servicecenter, fordi hun nervøs for, om hendes MitID var blevet hacket. Kvinde havde i samme weekend modtaget en sms-besked, hvori der stod, at hendes MitID skulle opdateres. Der var ligeledes et link, som anmelder havde klikket på. Servicecenteret vejledte kvinden om at spærre sit MitID og henvende sig til sin bank for yderligere hjælp.

Mandag den 21. august kl. 15.54 anmeldte en ældre mand, at han havde modtaget et link pr. sms, hvori der stod, at han skulle opdatere sine MobilePay-oplysninger. Anmelderen havde indtastet sit navn og sin adresse, men ikke sine konto oplysninger. Herefter blev han ringet op af nummeret 7010 7020, hvor en mand præsenterede sig som ansat i Jyske
Bank. Denne mand oplyste, at der var ved at blive foretaget et køb på anmelders betalingskort i Holland. Anmelder afviste at give ”bankmanden” oplysninger, hvorefter denne afbrød samtalen. Servicecenteret rådede anmelder til at få oprettet en kreditadvarsel og at holde godt øje med sin konto.

Husk det og sig det videre:

  • Banker og myndigheder beder dig aldrig om dine koder
  • Udlevér aldrig koder eller personlige oplysninger til fremmede
  • Stol ikke på telefonnumre. Læg på og ring selv op til den virksomhed, som angiveligt kontakter dig.

Del de gode råd med især dine ældre familiemedlemmer. Læs mere her:
https://politi.dk/oekonomisk-svindel-paa-nettet/forebyg-oekonomisk-svindel-paa-nettet/undgaa-misbrug-af-identitets-og-kortoplysninger 

LÆS OGSÅ: Forladt ejendom nedbrændt i nat

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler

error: Indholdet er beskyttet