Nu bliver mobildækningen endnu bedre flere steder i Mariagerfjord Kommune
I løbet af 2025 opstiller Norlys og Telenor nye mobilantenner på mere end 200 nye placeringer for at skabe hurtig og stabil mobildækning i alle dele af landet, oplyser Norlys i en pressemeddelelse.
Norlys investerer sammen med Telenor mere end 100 millioner kroner i at sikre en bedre mobildækning for især energi- og telekoncernens andelshavere. Det betyder, at der opsættes nye mobilantenner mere end 200 steder i landet.
TT-Netværket ejes i dag af Norlys og Telenor i fællesskab. Norlys overtog i april 2024 Telia Danmark og hermed halvdelen af ejerskabet af TT-Netværket. Norlys er ejet af mere end 800.000 jyske andelshavere, og hovedparten af de nye mobilantenner bliver opsat i Norlys’ ejergeografi.
Det betyder, at flere steder i Mariagerfjord Kommune nu kan se frem til bedre mobildækning. Det gælder både ved Kielstrup, Tisted og Brøndum, hvor TT Netværket opsætter nye mobilantenner i de eksisterende telemaster på hhv. Damhusvej, Tistedvej og Hornsmarken. Derudover opsættes der også nye mobilantenner i masten ved vejen fra Astrup til Hadsund, hvilket giver bedre dækning for bilisterne.
– Vi styrker nu mobildækningen i vores jyske ejergeografi, som Kielstrup, Tisted og Brøndum er en del af. Dermed kommer mobildækningen i området på niveau med den dækning, man i dag oplever i de store byer, hvor Telias mobilnetværk ifølge analysevirksomheden Umlaut er det bedste, siger Daniel Askeroth, der er netværksdirektør i Norlys.
Området i og omkring Kielstrup, Tisted og Brøndum vil med den nye antenneplacering opleve en bedre mobildækning med både højere hastigheder og kapacitet, hvis de er kunder ved Telia eller Telenor. Den nye antenneplacering booster 4G-netværket og giver Kielstrup, Tisted og Brøndum adgang til den nye 5G-teknologi, der giver lynhurtigt og meget stabilt internet.
– Digitaliseringen stiller hele tiden nye krav til netværkets kapacitet, for vi skal kunne være på nettet uanset, hvor vi bevæger os hen. Alle skal kunne være en del af den digitale fremtid med både 5G og fiber – også når man bor uden for de største byer, siger Daniel Askeroth.
Alle de nye mobilantenner ventes at være i drift inden udgangen af juni.