Ny badebro på vej i Øster Hurup: Kommunen afsætter 600.000 kroner
Drømmen om igen at få en stor og tidssvarende badebro på Øster Hurup Havn er rykket et stort skridt nærmere. Mariagerfjord Kommune har i budgetaftalen afsat 600.000 kroner i 2027 til projektet, og det vækker stor glæde hos Badebrolauget.
På en dejlig septemberdag møder Mariagerfjordposten.dk Lasse Kristensen og Bjarne Brath fra Badebrolauget på havnen i Øster Hurup. Solen og varmen har stadig godt fat, og området viser sig fra sin smukkeste side – netop her, hvor lauget håber, at en ny bade- og opholdsbro snart kan blive en realitet.
Lasse Kristensen har gennem længere tid været med i arbejdet med at finde økonomi til projektet.
– Den nuværende badebro er i dag kun omkring halvdelen af den størrelse, den havde, da den blev etableret i 2009. Vores ønske er at få den tilbage i sin oprindelige størrelse, så vi igen får en ordentlig badebro til glæde for de mange tusinde mennesker, der bruger den hvert år, fortæller Lasse Kristensen.
Mangler de sidste 300.000 kroner
Det samlede projekt har en økonomi på omkring 1,3 millioner kroner. Flere fonde har allerede meldt sig på banen med donationer, og med kommunens tilsagn på 600.000 kroner er finansieringen nu nået op omkring en million kroner.
Dermed mangler Badebrolauget cirka 300.000 kroner, før økonomien er helt på plads.
– Vi har haft et rigtig godt samarbejde med kommunen og medarbejderne i forvaltningen. Nu håber vi, at de sidste penge kommer i hus, så vi hurtigt kan komme i gang. Broen og Øster Hurup trænger virkelig til en ordentlig badebro igen, siger Lasse Kristensen.
I budgetaftalen fremgår det, at kommunen ønsker at understøtte de rekreative muligheder og fællesskaber ved Øster Hurup Havn. Den tidligere bro blev alvorligt beskadiget under en storm, og projektet skal skabe en ny, sikker og tidssvarende bro, der kan bruges af både fastboende, turister og vinterbadere.
En stor fordel for svømmerne
Bjarne Brath har været med i arbejdet omkring projektet det seneste års tid. Han fremhæver, at badebroen er et vigtigt supplement til den familievenlige strand i Øster Hurup.
– Stranden er fantastisk for børnefamilier, fordi det lave vand giver tryghed og sikkerhed. Men vil man ud at svømme, kan der være langt at gå, før vandet bliver dybt nok. Her kommer badebroen virkelig til sin ret, fortæller Bjarne Brath.
For enden af trappen er vanddybden omkring 1,6 meter, og samtidig er der gode parkeringsmuligheder tæt på.
Både Bjarne Brath og Lasse Kristensen er selv hyppige brugere af badebroen – og ikke kun om sommeren. For dem og mange andre er en tur i Kattegat en aktivitet året rundt.
Sponsorater og donationer er meget velkomne
Nu handler det for Badebrolauget om at finde de sidste cirka 300.000 kroner, så arbejdet med den nye bade- og opholdsbro kan sættes i gang.
– Vi er meget modtagelige for både sponsorater og donationer. Hvis private eller lokale virksomheder har lyst til at bakke op om projektet og være med til at sikre en ny badebro i Øster Hurup, vil det naturligvis være en kæmpe hjælp. Hvert bidrag bringer os tættere på målet, lyder det fra Lasse Kristensen.
For Badebrolauget er håbet, at de sidste midler kan komme på plads, så Øster Hurup igen kan få en badebro, som både lokale, sommerhusgæster, turister og vinterbadere kan få glæde af mange år fremover.






