Ny skov venter O-løberne ved Havndal – inviterer til gratis træningsløb
Onsdag den 19. august inviterer Mariager Fjord Orienteringsklub til efterårets andet træningsløb, og denne gang venter der deltagerne en helt ny udfordring i Demstrup Skov sydøst for Havndal.
Det bliver nemlig første gang, at klubben kan afholde orienteringsløb i skoven. I orienteringssportens verden er der dermed tale om det første løb i en ”jomfruelig” skov, hvor løberne får mulighed for at prøve kræfter med et helt nyt område.
Demstrup Skov ligger i retning mod Udbyhøj og byder på et spændende og forholdsvis krævende terræn. Der er tale om en skræntskov med en del kupering, og skoven består primært af ældre løvskov samt enkelte områder med nåletræer. Flere steder kan fremkommeligheden desuden være vanskelig på grund af tæt undervegetation, blandt andet brombærkrat.
Forud for træningsløbet ligger et stort arbejde med at få området gjort klar til orienteringsløb. Gennem det seneste års tid har klubbens korttegner Ole Jensen rekognosceret området. Herefter har han sammen med Jørn Blom, der er en af klubbens mest erfarne korttegnere, rentegnet det nye orienteringskort på computer.
Dermed er både skoven og det nye kort nu klar til at blive taget i brug for første gang.
Banelæggerne Bettina Gjedde, Ole Jensen og klubbens formand, Jørgen Østergaard, har sammensat fem forskellige baner, så både begyndere og erfarne orienteringsløbere kan være med.
Der tilbydes en let bane på 2,3 kilometer for begyndere og let øvede samt en mellemsvær bane på 3,9 kilometer for de lidt mere øvede. De erfarne O-løbere kan vælge mellem tre svære baner på henholdsvis 3,4, 4,6 og 6,3 kilometer.
Mødestedet onsdag den 19. august er ved Demstrup Hovedgaard, Demstrupvej 42 A, 8970 Havndal, hvor der både er parkering og stævneplads. Der vil være afmærkning fra krydset Udbyhøjvej/Demstrupvej.
Der kan startes mellem kl. 17.00 og 18.30.
Det er gratis at deltage i træningsløbet, og nye løbere er også meget velkomne. Klubbens medlemmer står klar til at hjælpe dem, der ikke tidligere har prøvet kræfter med orienteringsløb.





