Ny Premium-vandrerute åbner for store naturoplevelser i Hobro
Gamle krogede egetræer, skovstier og udsigt over Mariager Fjord. Den nye Premium-rute Østerskovturen går gennem Hobro Østerskov kun få minutter fra Hobro midtby.
Du behøver ikke køre langt for at snøre vandrestøvlerne og komme ud i naturen. Få minutter fra Hobro midtby kan du træde ind mellem træerne i Hobro Østerskov og følge en seks kilometer kvalitets-rundtur gennem skov og kuperet terræn med udsigt over Mariager Fjord.
Østerskovturen er blevet certificeret som Premium-vandrerute af Deutsches Wanderinstitut. Dermed har Hobro nu to Premium-vandreruter med udgangspunkt i byen.
– Sammen med Panoramaruten har vi nu to meget forskellige kvalitets-vandreruter med udgangspunkt i samme by. Det er der kun meget få steder i Danmark, man kan opleve. Jeg håber, at rigtig mange får lyst til at opdage, hvor store naturoplevelser vi har så tæt på byen, siger borgmester Jesper Skov Mikkelsen.
Fra gamle egetræer til fjordudsigt
Østerskovturen er, som navnet antyder, en skovtur gennem Hobro Østerskov. Ruten går blandt andet forbi gamle egetræer og høje bøge, små vandløb og udsigtspunktet Duehøj, inden skoven åbner sig mod Mariager Fjord. Ved fjorden ligger en shelter- og bålplads med mulighed for ophold undervejs.
Der har været afmærkede stier i Hobro Østerskov i mange år, men i forbindelse med certificeringen er ruteføringen blevet opdateret, og der er kommet ny afmærkning. Ruten har fået 65 point af Deutsches Wanderinstitut og er den fjerde certificerede vandrerute i Mariagerfjord Kommune efter Panoramaruten, Mariagerruten og Røverruten ved Arden.
Natur og stier i hele kommunen
Østerskovturen er en del af en længere indsats for at gøre kommunens natur lettere at opleve for både borgere og gæster. Gennem mange år er der arbejdet med stier og adgang til naturen på tværs af kommunen – fra øst til vest og fra nord til syd.
Det arbejde fortsætter med et netværk af stier, der skal give flere mulighed for at komme ud i naturen og samtidig understøtte oplevelser og sundhed. Østerskovturen er en naturlig del af den indsats.
En del af noget større
Østerskovturen er samtidig blevet den 13. Hærvejens Perle i Danmark og indgår i ambitionen om at gøre Himmerland til Danmarks første internationalt certificerede vandreregion.
Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerlands kommuner arbejder sammen med Destination Himmerland, RebildPorten og Dansk Kyst- og Naturturisme om ambitionen.
– Vi har fjorden, skovene og bakkerne lige omkring os, og vores vandreruter viser, hvor meget der er at opleve. Det skal være med til at gøre Himmerland attraktivt for gæster, men også give os, der bor her, endnu bedre muligheder for at bruge naturen. Vi har noget helt særligt at bygge videre på, og ambitionen om at blive Danmarks første certificerede vandreregion viser, hvor højt vi sigter, siger Jesper Skov Mikkelsen.
Østerskovturen blev indviet fredag 2. oktober af Edin Hajder, som er næstformand i Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune, sammen med børn og medarbejdere fra Julemærkehjemmet.
De var med til at skrue nye piktogrammer på rutens stolpe og sende de første vandrere afsted.




