Gråspurvene bød nytåret velkommen med musik og hygge
Gråspurvene under Ældre Sagen i Hobro skød det nye år i gang med manér, da der onsdag den 7. januar 2026 blev afholdt nytårsarrangement i Salen i Medborgerhuset. Trods sne på vejene og varsler om snestorm havde hele 80 friske damer fundet vej til arrangementet.
Eftermiddagen bød på musikalsk underholdning ved Karin Skovmand og Jens Peter Hansen, som både spillede og sang for – og sammen med – de fremmødte. Duoen er kendt fra flere musikalske sammenhænge, herunder Rebildspillemændene og trioen Pigernes fornøjelse, og de har efterhånden opnået en fast plads i Gråspurvenes nytårstraditioner.
Arrangementet begyndte festligt med et glas Asti og kransekage, inden musikken tog over. Senere blev der holdt pause med kaffe og lagkage, hvorefter fællessangen og musikken fortsatte. Snakken gik livligt i pausen og fortsatte også et stykke ind i musikernes første nummer, hvilket vidnede om en afslappet og hyggelig stemning.
Det var andet år i træk, at Gråspurvene indledte året med underholdning fra Karin Skovmand og Jens Peter Hansen, og endnu en gang var opbakningen stor. Heldigvis udeblev den varslede snestorm, så eftermiddagen kunne gennemføres uden problemer.
Gråspurvene sender en stor tak til alle de fremmødte for det gode humør og den fine opbakning til arrangementet, som gav en varm og musikalsk start på det nye år.





