AF Ole Sand, Fuglebakken 6, 9560 Hadsund
Måske en lille flig af hvorfor provinshullet Hadsund lige så stille sejler ned af brættet
Vi befinder os i det herrens år 2025 og der er anmeldt butikslukninger på stribe på hovedgaden – Storegade i Hadsund – i folkemunde kaldet Dødens Gab.
Spejder man ned eller op af gaden – ja så minder ”bymidten” mest af alt om en spaghetti western med underlægningsmusik fra en ensom mundharpe – vi mangler blot Charles Bronson, lidt læderhud og nogle pibende hængsler – – så er scenen sat – vi befinder os i Corleone / Hadsund – Sergio Leone aftryk.
Hadsund – engang en blomstrende by med et rigt forenings – og forretningsliv – håndværkere overalt i byen.
Man kan vel med rette mene, at ethvert tiltag i byrummet må være kærkommen gave til de forretningsdrivende – ethvert tiltag der kan friste folk og fæ ud af de varme stuer – på med hue og vanter – tørklædet godt op omkring snuden og hurtigt få overset det begrænsede antal forretninger ”Storegade” byder på – anmeldte forretninger lukker på stribe – tomme lokaler uden udsigt til udlejning – en tung gang – – og så alligevel – – ups – der sidder – ganske ensomt lænende sig op ad en sort skrællespand i den ene side af bænken – en træmand med stor hvid guitar.
Der er gjort plads til dig – stop op og tag en snak med trubaduren.
Ja men dog – hvad er det nu for en størrelse – – hvem finder dog på sådan noget – har de nu fået lov til dét – nogle stopper op – smiler lidt – sætter sig på bænken og tager narcissistiske selfie – – de fleste går dog forbi som om det næsten er forbudt, at blive forundret – minen er stram – her må der ikke smiles – uha ! – I Hadsund ej til spøg og skæmt – byens ”fromme” tryner.
Dødens Gab (i folkemunde) – Storegade i Hadsund, er blevet tilføjet en lille flig af tiltrængt optimisme.
Piratmetoden – du spørger ikke / ansøger ikke – – og får måske tilgivelse – der bliver næsten noget religiøst over den barmhjertighed, der bliver udvist fra MFK – stor taknemlighed – uha hvor er myndighederne storsindede.
En og anden har formentlig italesat – “øh – er der no også givet tilladelse til sån nå streger?”
Så svinger etaten sig op på den store klinge – holder møder og skriver ned så alle med pen i hånd kan være beskæftiget – der nikkes omkring mødebordet – det er nu også for galt, ikke at indsende ansøgning til embedsværket – alle er enige – der må gøres noget – husk lige – vi skriver 2025 – vi befinder os ikke mange år tilbage i bukseløse tider – det ér Hadsund anno 2025.
Der bliver ringet rundt – hvem ved noget – hvem er ophavsmanden – her byder en avislæser sig til med viden fra den lokale medieavis – mit navn kommer på mødedeltagernes læber og der bliver hurtigt enighed om, at få klaring på situationen.
Der bliver udpeget en veltrimmet dame med myndig stemme til opgaven. Min telefon ringer og der bliver spurgt ind til, om jeg har noget at gøre med placeringen af den muntre spillemand på bænken i Dødens Gab.
Jeg går straks til bekendelse – jeg kan mærke min dårlige samvittighed stige mig til hovedet – tillægger mig påtvunget en skyldig stemmeføring i håb om en formildende dom – uha hvad venter mig dog – vand og brød – 10 gange trosbekendelse i timen – gabestok – piskeslag og andet godt.
Min skyldsbelagte stemmeføring snor mig uden om alverdens afstraffelser og – slutteligt lander samtalen med tilladelse til den bænkevarmende spillemand – herut af byen senest 31. marts inden klokkeslag – det bliver dommen.
Embedsværket har udført sin opgave – der er skaffet beskæftigelse til byens bedsteborgere – ordnung mus sein – en arbejdsdag er bragt til ende – med selvtilfredse smil kan Hr. og Fru. embedsværk føle sig som samfundsstøtte.
Midt i samtalen får jeg spurgt ind til behandlingstiden / svar-tiden for en ansøgning om tilladelse – – øhhh – svaret flagre stadig over Miljø og Teknik – formentlig et endnu ikke etableret udvalg – øhhh træmænd i bybilledet – se det er noget ganske nyt – så det ka vi int sån lige svår på.
35 kilometer sydover
Se her ligger en by – Randers – som taklede de 6 træmænd som byen vågnede op til med begyndelse i august 2024 – på en helt anden måde.
Man valgte smilets tilgang. Randers med tradition for en underskov af kreative sjæle der på forskellig vis gør sig gældende i bybilledet – altså UDEN et perfid embedsværk – i det mindste hvad angår byens underskov af kreative sjæle.
I Randers ser man på underskoven af kreative sjæle med helt andre briller – positiv tilgang – livgivende – opmuntrende – forundrende og lader kunsten udfolde sig uden embedsværkets overvågning.
Ingen jante-møder med forargelse som eneste mødepunkt – ingen sure opstød og behov for at give tilladelser – at være barmhjertig – at give skyldfølelse.
Med netop dén helt omvendte tilgang til de opmuntrende træmænd – har Randers Kommune tværtimod – belønnet kunstneren ALM med hel 10.000,- kr. + 3.000,- kr. fra anden side – for sine løjerlige træmænd.
Sådan er der så meget – der er aldrig ingenting og som Mona Juul sagde – Det er kun døde fisk, der flyder med strømmen.
Se dét var et lille indspark fra det virkelige liv i provinsbyen Hadsund – anno 2025.
