Hobro IK henter nigeriansk offensivprofil fra Vålerenga
Hobro IK har skrevet kontrakt med Onyebuchi Obasi, der kommer til fra Vålerenga. Offensivspilleren har skrevet under på en treårig aftale og bliver dermed den fjerde tilgang til Betinia Liga-truppen denne sommer.
Onyebuchi Obasi har de seneste to år været på kontrakt hos Vålerenga, hvor han undervejs har været udlejet til FC Stockholm. Den nigerianske offensivspiller blev hentet til Vålerenga i 2024, hvor han blev udstyret med en kontrakt gældende til 2028. Nu går turen så til Hobro IK, og det glæder Sportschef Lars Justesen:
– Obasi er dukket op via vores netværk, hvorefter vi har scoutet ham grundigt ud fra vores datamodel. Vi har ledt efter en offensivspiller, der er eksplosiv, driblestærk og hurtig og dér stod Obasi klart ud på disse parametre. En spillertype, som vi har manglet i vores offensiv, hvorfor jeg er glad for, at vi er blevet enige med Vålerenga om en transfer af Obasi. Han er en ung spiller med et stort potentiale, som vi håber at kunne forløse.
Den 21-årige offensivspiller, der nåede at få sin debut for Vålerenga, skifter nu Norge og Oslo ud med Danmark og Hobro. Et skifte, der glæder den unge nigerianer:
– Jeg er glad for at skifte til Hobro IK. En klub, jeg allerede har fået et rigtigt godt indtryk af, og hvor jeg har følt mig velkommen fra dag ét. Jeg har haft gode snakke med cheftræner Jens Gjesing og sportschef Lars Justesen og jeg er sikker på, at dette skifte er det rigtigt for mig og min udvikling. Jeg glæder mig til at trække den gule trøje over hovedet og give tilbage til klubben på banen. Som spiller er jeg en hurtig og udfordrende type, der altid arbejder hårdt for holdet og jeg vil gøre mit til, at vi får en god sæson.
Onyebuchi Obasi får nummer 29 i Hobro IK.




