AF Kim Jepsen
Læserbrev: Gør oprensning af Mariager Fjord til en nyttig samfundsopgave
Jeg har med stor interesse læst om ideen om at fjerne kvælstof og fosfor fra bunden af Mariager Fjord.
Efter man har suget bundslammet op, opstår næste problem: Hvor skal det gøres af? Man må overveje, om fosfor og kvælstof kan nyttiggøres på en eller anden måde, for det kan ikke blot dumpes i havet på en klapplads. En klapplads er et sted, hvor affald eller slam fra uddybning af havne og sejlrender bliver deponeret.
Det er en katastrofe for bundlevende dyr, som bliver slået ihjel, og havbunden bliver som en øde ørken i mange år fremover – ligesom dele af Mariager Fjord allerede er.
Kan bundslammet fra fjorden ikke nyttiggøres, kan man måske gøre som ved udvidelsen af Københavns havn. Her bliver opgravet materiale pumpet ind bag en spunsvæg og danner bunden for det nye havneareal, hvorpå der kan anlægges befæstede områder eller byggeri.
Oprensning af Mariager Fjord er en samfundsopgave, da udgifterne vil blive enorme. Mit læserbrev kan forhåbentlig give nogle beslutningstagere et skub i den rigtige retning.
Jeg har selv arbejdet med problematikken, da jeg var en del af repræsentantskabet i Danmarks Jægerforbund. Det lykkedes os at begrænse klapning af slam, så det i stedet blev brugt til opfyld af kajarealer, de steder hvor havne udvides. Arealerne er sikret med spunsvægge, så forureningen ikke siver ud i havmiljøet.
LÆS OGSÅ: Mariager Fjord skal oprenses en gang for alle



Jeg sidder selv i gruppen sammen med en række politikere fra Byrådet. Det er netop et af fokuspunkterne at kunne genindvinde fosfor/nyttiggøre slammet – ikke at flytte forureningen. Vi ved dog ikke noget sikkert, hvad der er muligt, før der er taget prøver af sedimentet, så vi kan se, hvad det reelt indeholder. Jeg er ganske enig i, at hovedprojektet – selve tømningen af fjorden for forurenet slam – ikke kan finansieres af vores kommune alene. Det er, som du skriver, en samfundsopgave – eller en opgave for en miljøfond.