ForsideØstkystenOplev Øster Hurup til fods på Kløverstierne

Oplev Øster Hurup til fods på Kløverstierne

- Annonce -

Oplev Øster Hurup til fods på Kløverstierne

Kløverstierne i Øster Hurup giver både lokale og gæster mulighed for at opleve byen, naturen og historien i eget tempo. Med fire forskellige ruter i varierende længde er der oplevelser for både børnefamilier, motionister, naturelskere og dem, der bare har lyst til en hyggelig gåtur.

Stierne er samtidig et godt eksempel på lokalt engagement. Borgerforeningen har været med til at etablere ruterne – blandt andet ved selv at grave pælene ned – mens Mariagerfjord Kommune i dag sørger for vedligeholdelse med beskæring af buske og træer langs ruterne.

Grøn rute – havneliv og hyggelige oplevelser
Den grønne rute er på 2,5 kilometer og passer perfekt til børnefamilier og dem, der ønsker en kortere tur gennem byen.

Undervejs kommer man forbi havnen, hvor der summer af liv i sommermånederne. Midt på ruten ligger en legeplads, hvor børnene kan brænde energi af, mens de voksne nyder udsigten over havnemiljøet.

Her er også mulighed for at følge skibstrafikken på Kattegat eller tage en pause ved de ikoniske sorte huse, hvor Kattegats Vandhunde holder til. Den grønne rute giver et godt indblik i den udvikling, som Øster Hurup oplever i disse år.

Blå rute – historier og lokale fortællinger
Den blå rute på 5 kilometer tager vandrerne med tilbage i tiden.

I Strandparken står de tre kendte sten, som mange forbinder med historien om tre druknede brødre. Stenene blev dog i virkeligheden rejst i 1936 af Øster Hurups Afholdsforening og fungerede som talerstol.

Ruten fortæller også historien om en by, der vokser markant om sommeren, når tusindvis af turister gæster sommerhuse, campingpladser og stranden.

Man passerer desuden Busservej, der gennem tiden har haft ry for at være lidt uhyggelig, når vinden susede gennem træerne. Undervejs gemmer der sig også fortællinger om forbindelsen til Novo-stifterne Thorvald og Harald, som har rødder i Øster Hurup.

Rød rute – natur og kulturhistorie
Den røde rute er 7,5 kilometer lang og fører gennem både natur og lokalhistorie.

Øster Hurups kyst har gennem århundreder været centrum for fiskeri, særligt sildefiskeri, som havde stor betydning for området.

På turen oplever man også landskabet omkring Langrimsvej med de karakteristiske “rimmer og dobber”, der har præget naturen langs kysten. Mod nord ligger Tofte Skov, hvor både havørn og kongeørn kan opleves, hvis man er heldig.

Ruten går også forbi Øster Hurup Kirke fra år 1900 med det karakteristiske klokketårn “Blyanten” samt den gamle mølle fra 1862, som i dag fungerer som sommerhus.

Sort rute – den store oplevelse
Den sorte rute på 12 kilometer samler det hele og er for dem, der ønsker den fulde oplevelse af området.

Her kommer man blandt andet gennem Fruerlundparken, som tidligere husede en forlystelsespark, men i dag danner ramme om koncerter, festivaler og store arrangementer.

Ruten følger også området omkring Haslevgaarde Å, hvor der er gode muligheder for at opleve rovfugle og det rige fugleliv langs kysten. Skarven er en af de fugle, man ofte kan spotte med sit markante vingefang.

Har man cyklen med, er der mulighed for en afstikker på cykelstien mellem Als og Øster Hurup, hvor broen over Haslevgaarde Å er et populært stop.

Oplevelser lige uden for døren
Kløverstierne er meget mere end blot afmærkede ruter. De giver mulighed for at opleve Øster Hurup fra nye vinkler og kombinere motion med natur, historie og hyggelige oplevelser.

Uanset om man vælger en kort eller lang tur, venter der små oplevelser undervejs – året rundt.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER

Lokal vinbonde rundede 70 år

- Annonce -

Seneste artikler