Peder Larsen vil sætte mennesker før systemer i Mariagerfjord
Når vælgerne i Mariagerfjord Kommune den 18. november skal sætte deres kryds, er 52-årige Peder Larsen blandt kandidaterne for SF. Han bor i Mariager og er far til tre unge mennesker på 17, 19 og 21 år.
Fritiden bruger han gerne aktivt – på golfbanen, cyklen, en løbetur eller i det lokale fitnesscenter. Og når efteråret melder sig, står den også på jagt.
Erfaren i byrådsarbejdet
Peder Larsen er i dag medlem af både Kultur- og Fritidsudvalget og Arbejdsmarkedsudvalget, ligesom han sidder i bestyrelsen for Frivilligcenter Mariagerfjord og Mariagervand.
– Mit politiske arbejde handler først og fremmest om at skabe et stærkt lokalsamfund, hvor fællesskab, tryghed og trivsel er i centrum, siger han.
“Ældreplejen skal have varme hænder og sund fornuft”
En af Peder Larsens mærkesager er ældreområdet, hvor han mener, der er brug for både nytænkning og mere tillid til medarbejderne.
– Ældreplejen i Mariagerfjord bærer desværre præg af kaos. Budgetoverskridelser og for stram styring går ud over både de ældre og medarbejderne, siger han.
– Der skal nyt lederskab til, hvis vi skal vende udviklingen. I SF tror vi på mere selvledelse i teams, så medarbejderne får både frihed og ansvar – og samtidig flere varme hænder, der kan skabe tid og nærvær for de ældre.
Kultur og fritid – fællesskabets rygrad
Kultur og fritid står også højt på SF’erens dagsorden.
– Der skal ikke spares på kultur og fritid – tværtimod! Det er rygraden i et levende lokalsamfund, understreger han.
For Peder Larsen handler det om at skabe muligheder for alle – uanset alder og baggrund. – Alle skal have mulighed for at dyrke deres interesser, hvad enten det er sport, spejderliv, musik eller teater. Vi skal udvikle vores tilbud og sikre moderne idrætsanlæg, så både børn og voksne har gode rammer for et aktivt fritidsliv.
Trygge børn og bedre trivsel i skoler og daginstitutioner
Et tredje fokusområde er børn og unge – og især deres trivsel i daginstitutioner og skoler.
– Forældre skal kunne føle sig trygge, når de afleverer deres børn. Ellers fungerer hverdagen ikke, siger han.
Samtidig mener Peder Larsen, at der er brug for et opgør med den såkaldte “inklusion for enhver pris”.
– For mange børn bliver placeret i klasser, hvor de ikke trives, og det ender med eksklusion i stedet. Det skal laves om – hvert barn fortjener at blive mødt der, hvor det er.
En kommune med mennesker i centrum
Når Peder Larsen stiller op for SF, er det med et klart budskab:
– Jeg ønsker et Mariagerfjord med mennesker før systemer, fællesskab før besparelser og trivsel før tal.Og op til valgdagen den 18. november har han en klar opfordring:
– Brug din stemme – den gør en forskel. Stem på SF og vær med til at skabe en kommune, hvor menneskelighed og fællesskab kommer før alt andet.
POLITISK REKLAME. Sponsor: SF Mariagerfjord. Sponsor er kontrolleret af: SF Mariagerfjord. Annoncen er knyttet til Kommunal- og Regionsvalg 18.11.25. LINK: https://www.facebook.com/PederLarsenSF/posts/pfbid02o7fvnTMFmFACrVs5MBvUvC9BpUJGJBMxj9ZeR8xjxxSED7hu3xLYuW9STkWb7rkGl





