Hadsund Badmintonklub har plads til flere seniorer på banen
Motion, fællesskab og hyggelige timer er i centrum hos Hadsund Badmintonklubs senior- og pensionistafdeling. Her mødes omkring 25 spillere hver uge – men der er plads til flere, og nye interesserede kan komme til en gratis prøvetime.
Der bliver både svinget med ketcheren og dyrket det sociale fællesskab, når senior- og pensionistafdelingen i Hadsund Badmintonklub mødes i Hadsund Hallen.
Afdelingen spiller hver mandag og/eller onsdag fra klokken 10 til 12, og tilbuddet henvender sig til seniorer og pensionister, der har lyst til motion i hyggelige og sociale rammer.
I øjeblikket er der omkring 25 spillere, men klubben vil meget gerne byde flere velkommen.
Man kan komme til en prøvetime
Det kræver ikke, at man allerede er en erfaren badmintonspiller for at være med. Er man nysgerrig efter at prøve kræfter med badminton, er der mulighed for at komme til en prøvetime.
Klubben har bolde og mulighed for at låne en ketcher, så man behøver ikke investere i udstyr, inden man finder ud af, om badminton er noget.
På banerne er der fokus på både motion, det sociale spil og fællesskabet omkring sporten.
Mere end badminton
Aktiviteterne stopper heller ikke, når den sidste bold er slået over nettet.
Senior- og pensionistafdelingen arrangerer forskellige sociale aktiviteter i løbet af året. Det gælder blandt andet sommer- og julefest samt en årlig sejltur på fjorden med frokost.
Derudover er der mulighed for hygge efter dagens spil, så badminton bliver både en anledning til at få rørt sig og til at mødes med andre.
Interesserede kan få yderligere oplysninger hos Karin på telefon 61 79 19 51 eller Krista på telefon 22 78 13 78.





