Populært podekursus på Boldrup Museum
Når Boldrup Museum den 5. marts indbyder til det årlige podekursus, er forventningen, at en god flok ivrige deltagere vil møde op for at lave deres egne æbletræer. Men kan man ikke få for mange æbletræer? Åbenbart ikke! Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man indbyder til podekurset på museet.
– Vi har haft de første forespørgsler på, om der kommer et podekursus igen i år, og selvfølgelig gør der det. Ligesom altid kommer Karsten Hansen med sit helt enorme arsenal af podekviste fra alskens forskellige æblesorter. Hvor mange det drejer sig om, kan jeg ikke huske, men mere end rigeligt i hvert fald, fortæller museets fastansatte naturvejleder, Gert Rubæk, der sammen med Boldrup Museumsforening arrangerer det populære kursus.
Gennem en årrække har det lille landbrugsmuseum syd for Nørager haft besøg af naturvejleder Karsten ’Kortbuks’ Hansen, der har undervist gæsterne i, hvordan de kan lave deres egne æbletræer. År efter år har kurset været fyldt med interesserede gæster, hvoraf en ret stor del er gengangere, som efterhånden har lavet mange – rigtig mange – æbletræer.
Har man et gammelt æbletræ, man gerne vil have en ny udgave af, kan man også medbringe nogle friske smågrene, som der så kan klippes podekviste af. Ligeledes må man gerne medbringe en rosensaks, hvilket dog ikke er nødvendigt.
Kurset begynder kl. 19.00. Det koster 125 kr. at deltage, inklusiv kaffe og småkager. Herudover betaler man 25 kr. pr. podning. Det kræver ingen tilmelding på forhånd.






