ForsideHobroHåndværkere fejrede rejsegilde på nyt velfærdshus ved Fyrkat

Håndværkere fejrede rejsegilde på nyt velfærdshus ved Fyrkat

- Annonce -

Håndværkere fejrede rejsegilde på nyt velfærdshus ved Fyrkat

Fredag blev der holdt rejsegilde på byggeriet af det nye velfærds- og formidlingshus ved Fyrkat, der er finansieret af Nordea-fonden. Her markerede håndværkere, entreprenører og samarbejdspartnere, at byggeriet nu har nået en vigtig milepæl.

Siden første spadestik i det tidlige forår er arbejdet skredet planmæssigt frem, og de bærende konstruktioner er nu på plads. Dermed begynder bygningen for alvor at tage form i landskabet ved Fyrkat Møllegård, hvor huset skal byde især cykelturister fra Hærvejen velkommen.

Det er Raunstrup A/S, der står for entreprisen, mens F1 Arkitekter Hobro har tegnet bygningen med respekt for de historiske omgivelser ved den UNESCO-beskyttede ringborg.

Når huset står færdigt i efteråret 2026, bliver det en central del af oplevelsen for de mange cykelturister i området ved den historiske ringborg. Det bliver et naturligt stop for cyklister og vandrere på Hærvejen med moderne faciliteter som toiletter, bad, madpakkerum og adgang til shelterpladser.

”Ambitionen er at gøre Fyrkat endnu mere attraktiv for både turister, cyklister og vandrere, men også at stedet bliver et endnu bedre udflugtsmål for lokale borgere,” fortæller Lars Christian Nørbach, direktør ved Nordjyske Museer, som Fyrkat er en del af.

Fra fortid til nutid

Ud over de praktiske funktioner får huset også en formidlingsdel, hvor besøgende kan få indblik i, hvordan mennesker rejste til og fra Fyrkat i vikingetiden. Her sættes der blandt andet fokus på de historiske færdselsårer til lands og til vands samt den rolle, som Harald Blåtands ringborge spillede i datidens infrastruktur.

På den måde kobles områdets kulturhistorie med nutidens friluftsliv og de mange gæster, der hvert år besøger egnen.

Projektet er støttet af Nordea-fonden med 7,3 millioner kroner og er resultatet af et samarbejde mellem en række aktører med et fælles ønske om at udvikle Fyrkat som et stærkt lokalt samlingspunkt og en endnu mere attraktiv destination i Mariagerfjord Kommune.

Fredag blev der holdt rejsegilde for det nye velfærds- og formidlingshus ved Fyrkat, hvor håndværkere, arkitekter og entreprenører sammen med museet hyggede sig i den varme sommersol. Foto: Vikingemuseet Fyrkat
Sådan kommer det nye velfærds- og formidlingshus til at se ud. Det er lokaliseret tæt ved Fyrkat Møllegård, og fra det nye hus vil der være direkte udsigt til selve ringborgen. Illustration: F1 Arkitekter
Sådan kommer det nye velfærds- og formidlingshus til at se ud. Det er lokaliseret tæt ved Fyrkat Møllegård, og fra det nye hus vil der være direkte udsigt til selve ringborgen. Illustration: F1 Arkitekter
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler