Lokale fonde ser resultatet: Robotter løfter udviklingen i Hobro Golfklub
Der var både grøn teknologi, flotte fairways og optimisme på programmet, da Hobro Golfklub mandag formiddag inviterede repræsentanter fra de fonde, som har været med til at finansiere klubbens investering i ni robotplæneklippere.
På besøget deltog repræsentanter fra Svend Nielsen og Herdis Mygind Fond, Sparekassen Danmark Fonden Hobro og LAG Himmerland. Formålet var at vise, hvordan donationerne allerede nu er med til at gøre en mærkbar forskel – både for driften af golfbanen og for klubbens fortsatte udvikling.
Chefgreenkeeper Andreas Søborg viste gæsterne rundt på anlægget og fortalte om erfaringerne med de ni nye robotter, som i dag klipper store dele af fairways og greenområderne.
Robotterne er fortsat i deres første sæson, og derfor arbejdes der stadig med at optimere, hvilke områder de enkelte robotter skal dække. De kører i cirka to timer ad gangen, inden de automatisk vender tilbage til ladestationen, hvor de oplader i omkring 45 minutter. Flere af robotterne passer flere forskellige baner i løbet af dagen.
De første erfaringer er meget positive. Den hyppigere klipning giver et tættere og flottere græstæppe, samtidig med at greenkeeperne får frigivet mange arbejdstimer. Den tid kan i stedet bruges på vedligeholdelse, nye forbedringer på anlægget og en mere bæredygtig pleje af banen med mindre behov for sprøjtemidler.
Robotterne er af mærket Kress KR237E, og i forbindelse med etableringen har klubbens frivillige desuden lagt omkring 1.500 meter kabel, så robotterne kan lade og navigere sikkert rundt på banen.
En golfklub i positiv udvikling
Besøget handlede dog om mere end robotter.
Klubben benyttede samtidig lejligheden til at fortælle om den positive udvikling, som Hobro Golfklub oplever. Medlemstallet er stigende, og særligt blandt de yngre golfspillere er interessen vokset markant. Omkring en tredjedel af klubbens medlemmer er i dag mellem 18 og 30 år, og flere af de unge har også valgt at engagere sig i bestyrelsesarbejdet og være med til at præge klubbens fremtid.
Ud over fondenes repræsentanter deltog medlemmer af bestyrelsen og sponsorudvalget, som rettede en stor tak til fondene for opbakningen til projektet.
Investeringen i robotplæneklipperne er et vigtigt skridt mod en grønnere og mere bæredygtig drift af golfanlægget, samtidig med at den bidrager til endnu bedre spilleforhold for både medlemmer og gæster.
Ros for samarbejdet
De inviterede fonde lagde heller ikke skjul på deres tilfredshed med udviklingen i Hobro Golfklub.
Gennem årene har fondene samlet bidraget med flere millioner kroner til forskellige projekter i klubben, og de fremhævede, at golfklubben gennem længere tid har været dygtig til at udvikle projekter og udarbejde ansøgninger, som både understøtter den grønne omstilling og flugter med fondenes egne strategier.
Mandagens besøg blev derfor ikke kun en fremvisning af ny teknologi, men også et bevis på, hvordan et tæt samarbejde mellem frivillige, fonde og en aktiv golfklub kan være med til at skabe udvikling – til gavn for både medlemmerne og de mange gæster, der hvert år besøger Hobro Golfklub.
Donationerne fordeler sig med Sparekassen Danmark Fonden Hobro og Svend Nielsen & Herdis Mygind Fond: 250.000,- og LAG Himmerland: 200.000,-.










