ForsideHobroIshuset i Hobro fyldes med hård rock og store stemmer

Ishuset i Hobro fyldes med hård rock og store stemmer

- Annonce -

Ishuset i Hobro fyldes med hård rock og store stemmer

Der bliver skruet helt op for volumen, når Ishuset i Hobro fredag den 25. oktober åbner dørene til en dobbeltportion rock fra Randers. Publikum kan glæde sig til to stærke bands på én aften: det dansk/italienske Witness to Madness (W’t’M) og special guest Silver Phantom.

W’t’M – international lyd med rødder i Randers

I maj udgav W’t’M deres debutalbum, og nu er de på turné med et stop i Hobro som en del af deres danske debutrejse. Bandet blev dannet i 2022 af bassist Ole Quist, der samlede en række erfarne musikere fra forskellige bands for at skabe et mere melodiøst og progressivt rockprojekt.

Lineuppet tæller trommeslager Peter Mogensen, guitarist Michael Sørensen (kendt fra bl.a. Metal Cross), keyboardspiller John Brandt (der tidligere har spillet med Pretty Maids) samt de to vokalister Marica Moire fra Italien og Michael Bastholm Dahl (Artillery) – en af Danmarks mest kraftfulde rockstemmer.

Historien bag bandet er lige så international som musikken. Under corona fandt Ole Quist den italienske sangerinde Marica Moire online, og nu flyver hun til Danmark for at optræde i Hobro. Sammen leverer hun og Michael Bastholm en eksplosiv kombination af sopran og powerrock-vokal, der skaber en helt særlig lyd.

W’t’M’s musik balancerer elegant mellem melodiøs metal og progressiv rock, med sange der både er let tilgængelige og musikalsk ambitiøse – inspireret af flere genrer og med international appel.

Silver Phantom – sprudlende energi og ægte rockhåndværk

Aftenens special guest er Silver Phantom – et fem mand stærkt band, der har ry for at levere fænomenale livekoncerter. De spiller 100 procent analogt og håndspillet musik, fyldt med overskud, energi og spilleglæde.

Deres lyd er melodiøs heavy rock med masser af gode hooks og syng-med-omkvæd – en legende, eksperimenterende stil, der trækker tråde til 90’ernes og 00’ernes powerrock. Silver Phantom er kort sagt en kraftfuld rockblanding, der taler direkte til din inderste rocksjæl.

Frontmand Martin Helgren, som både synger og spiller bas, er i øvrigt ny grafiker hos Live Musik i Hobro – så der er masser af lokal forankring i aftenens koncert.

Musik, velgørenhed og lokale bryg

Begge bands synger på engelsk, og det bliver en travl aften for LydLab’s teknikere, der skal få alt grejet til at passe på scenen i Ishuset.

I baren serveres der både Race Beer og pilsneren Hobbie fra Bies Bryghus. Som tidligere går 5 kr. pr. solgt Race Beer til Julemærkehjemmet i Hobro, takket være et samarbejde med Tom Kristensen. Hele årets overskud fra Live Musik i Hobro går i forvejen til Julemærkehjemmet – så man kan roligt drikke en øl med god samvittighed.

Få billetter tilbage – kom til rockfest i Ishuset

Interessen er stor – i skrivende stund er der under en tredjedel af billetterne tilbage, så publikum kan se frem til fuldt hus, intens energi og én stor rockfest, der vil få hele Hobro til at ryste.

-Witness to Madness + Silver Phantom
-Ishuset, Hobro
-Fredag den 25. oktober
-Dørene åbner kl. 20.00

W’t’M – international lyd med rødder i Randers. Foto: Presse
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler