Så går Skovfestivalen 2026 ind i den afsluttende fase
I den kommende weekend rundes Skovfestivalen i Arden af med en stribe spændende arrangementer.
Tidligt fredag morgen rykker Arden Hallernes traditionelle cirkeltræning ud i skoven ved Stabelpladsen, og bliver fulgt op med åben børne-MTB træning på de nye fine børnespor. Aftenens fællesspisning med stor buffet samt danseopvisning og musikalsk underholdning er for længst helt udsolgt.
Lørdag morgen inviterer Arden Handel & Håndværk til gratis morgenkaffebord med musikalsk underholdning med de lokale Rebild Spillemænd og folkedanseropvisning. I løbet af dagen er der motionsaktiviteter med en social ride MTB tur for børn og voksne, orienteringsløb samt vandretur på Røver-ruten med afsløring af de nye træskulpturer.
Dagens program slutter med Film i Skoven med eventyrfilmen ”Sådan træner du din drage” – en godbid for alle som elsker film som Ringenes Herre og Harry Potter. Det Flyvende Kuffertcirkus varmer op til filmen med forrygende gøglershow – og den lokale afdeling af Sparekassen Danmark, som er medsponsor på arrangementet, starter popcornmaskinen og leverer gratis popcorn til publikum. Husk at medbringe varmt tøj samt stole, tæpper o.l. til at sidde på.
Søndag afsluttes programmet med yoga og qigong i skoven, outdoor familiedag med aktiviteter for hele familien inden der rundes af med vandrekoncert med Chris Andersen og Johannes Aaen, som leverer varm blues og munter ragtime i Samlingshuset.
Se hele programmet og køb billetter på www.sortemosehus.dk








