23. december i Hobro – Skygger over Fyrkat
Stemningen var anspændt i langhuset. Alle stod og skuttede sig og kiggede skiftevis på hinanden og på de forskellige remedier med indprægede runer, som lå på bordet. Runerne glødede som små stjernekastere, der ikke helt vidste om de skulle være tændt eller slukkede, mens staven lå midt i cirklen som en tavs dommer. Emma Nodes stemme rungede stadig i langhuset med ordene fra profetien, og selvom der var helt stille, fornemmede man, at nu skulle næste fase i gang.
Lonnie Kristal stod mellem Jeppe og Jens og lagde en arm om dem begge. Hun kunne sagtens mærke, at den her oplevelse kom til at sidde dybt i drengene og lagde derfor lidt ekstra i sit moderlige beskytter-instinkt. Udenfor lå sneen tungt, der var en isnende kulde og vinden hylede som en ulv, der gjorde klar til angreb. Svagt, kunne lyden af en dyb rumlen ude fra fjorden høres, som om jorden selv trak vejret med dybe vejrtrækninger.
Pludselig blev stilheden flænset af et brøl. Ikke et menneskeligt skrig, men et råt, urkraftigt hyl, der fik faklerne til at blafre. Taget på langhuset blev flænset af og fra mørket mellem voldene gled en skikkelse frem – Snogen, med øjne der pludselig var store som forhjulet på Vesper Knokkelsens folkevognsrugbrød og skinnende som nyskænket øl. Bag ham rejste en skygge sig, sort som en brøndgraver på nattearbejde: Den dæmonlignende Fenrisulv, med skarpe uhyggelige øjne, der skinnede som lys, der aldrig kan slukkes. Pelsen var som en slidt rusten stålbørste, og dens skarpe tænder skinnede, som syleskarpe knive der var blevet ny-slebet hos Søren-Smed. Op langs benene var der tydelige tegn efter skarpe kæder, der nærmest havde flået dens skind i laser. Fråden stod konstant ud af kæften på den og hver gang den satte poterne i sneen, rystede hele jorden under den enorme vægt.
“Giv mig staven!” råbte Snogen – hvæsende, men med så megen kraft, at stemmen skar gennem kulden. Mens han langsom nærmede sig den målløse forsamling og inden nogen overhovedet tænkte på at reagere, lød et dybt brøl ude fra fjorden. Vandet i Fyrkat Engsø rejste sig som en mur, og en slangeformet skikkelse snoede sig op mod himlen – Midgårdsormen. Skæl og slangeskind glimtede i måneskinnet, og dens øjne stirrede mod langhuset som glødende kul. Sneen smeltede under dens ånde, og vinden hylede som et kirkekor med ild i røven.
Jeppe stivnede. “Det er mit mareridt,” hviskede han. Jens greb hans arm, men Emma Node trådte frem, som en majestæt til sin første kroning. Hun virkede pludselig ikke, som en lille dame, der lytter til Katinka og kastagnetter… hun voksede langsomt, hendes hår slog ud og blev pludselig helt sølvfarvet og glat som forkromede fælge på Tommy 2-takts Audi. Hendes stemme rungede som torden: “Broderskab!” Hun løftede staven, og runerne på bordet blussede op som flammer.
Snade slog hånden i bordet. “NU!” råbte han. Jeppe og Jens greb staven fra Emma og slog den hårdt mod jorden. Et lys brød gennem langhuset – ikke som en lampe, men som en bølge af ren kraft, der kom fra jorden. Fenrisulven hylede og blev kastet tilbage i skyggerne, mens Midgårdsormen vred sig som en slange, før den styrtede tilbage i fjordens dyb med et sidste rungende brøl, der fik jernbanelegemet foran Stålkongen til at vride sig.
Snogen skreg som et dyr, men ritualets kraft pressede ham tilbage mod voldene med en sådan kraft, at hans krop blev presset ind i jorden og langsom forsvandt i en blanding af tørv og isklumper. I skæret fra faklerne så Jeppe en silhuet – Højhus-Helle og Jørgen Pontopip, med hver sin mappe under armen og helt fortabte øjne, stod de der som siamesiske tvillinger og havde været vidne til et opgør, som langt overgik de små-problemer de selv gik og tumlede med i øjeblikket.
Langhuset stod stille. Runerne glødede svagt, som om de trak vejret. Emma Node, som i kraftanstrengelserne var blevet kastet mod jorden, rejste sig langsomt og var sig selv igen. Hun lagde staven på bordet og hviskede: “Balancen er genoprettet. – Lad det forblive sådan”.
Jeppe stod helt tæt på sin bedste ven, ”Hvad fucking fuck, Jens!! – Tror du Emma Node er Vølven?” Jens svarede kort; ”Ja! – Hun er i hvert fald mere end bare Emma nede fra Ishuset” Jeppe havde både sit smil og sin kækhed tilbage; ”Nå, men skal vi så få den bajer, eller hva’?” Jens grinte højt over sin ven, ”Du er kraftedderme sindssyg Jeppe! Men jo for fanden! Gu’ skal vi da ha’ en bajer!”
LÆS NÆSTE AFSNIT: 24. december i Hobro – Julen er fredelig
Har du ikke fulgt julekalenderen siden 1. december på Mariagerfjordposten.dk, kan du starte helt forfra på historien lige her: 1. december – Sne over Store Torv
