Af Danmarks Naturfredningsforening Mariagerfjord
På bestyrelsens vegne: Peter Toubøl
Svar til Svend Madsen og Per Roth: Slamproblemet kræver handling
Svend Madsen, formand for Teknik & Miljø, og Per Roth, medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune, har i et debatindlæg den 4. juli redegjort for kommunens arbejde med at forbedre spildevandssystemet. Det er naturligvis positivt, at kommunen arbejder med området.
Til gengæld undrer det os, at de samtidig afviser, at der skulle være hold i Danmarks Naturfredningsforenings bekymringer om spildevandsslam, der ender i Mariager Fjord ved Als og Helberskov.
Efter vores opfattelse forholder de sig ikke til selve problemstillingen. Vores bekymring handler om, at store mængder spildevandsslam udbringes på lavtliggende og oversvømmede marker tæt ved fjorden. Her kan man efter vores vurdering se, hvordan en del af slammet via dræn og grøfter ledes til udløbskanalen og derfra pumpes ud i Mariager Fjord.
I debatindlægget fremhæves det, hvor effektivt renseanlæggene er til at fjerne kvælstof og fosfor. Men hvad hjælper det fjorden, hvis næringsstofferne efterfølgende tilføres igen gennem udbringning af spildevandsslam på markerne?
Samtidig fremgår det, at medicinrester, kemikalier og PFAS endnu ikke fjernes fra slammet og udledningen, før renseanlæggets fjerde etape er gennemført. Derfor mener vi, at det er relevant at diskutere, hvilke stoffer der tilføres markjorden – og hvilke konsekvenser det kan få for både miljøet og de afgrøder, der dyrkes.
At slam handles på det frie marked fritager efter vores opfattelse hverken kommunen som miljømyndighed eller byrådet som borgernes repræsentanter for at forholde sig aktivt til problemstillingen.
Vi opfordrer derfor udvalgsformanden og resten af byrådet til at tage sagen alvorligt og indgå i et konstruktivt samarbejde om at beskytte Mariager Fjord, miljøet og borgernes sundhed.
LÆS OGSÅ: Danmarksdemokrater om spildevand og rensningsanlæg




