Slikværksted i Hobro: Lav dine egne bolsjer og flødeboller – Aktiv Ferie uge 32
Mariagerfjord Kommune inviterer til Aktiv Ferie i uge 32 – et tilbud til alle børn, der går i 2. til 6. klasse (før sommerferien) og som bor eller går i skole i kommunen. Her kan børnene få en sjov og aktiv sommerferie med masser af spændende aktiviteter sammen med nye og gamle venner.
Der er netop åbnet op for tilmelding på de hold, hvor der stadig er ledige pladser, så det er bare med at få sig meldt til, hvis man vil med.
Her er et af sommerferiens tilbud i uge 32:
Slikværksted i Hobro: Lav dine egne bolsjer og flødeboller
Onsdag den 6. august bliver det sødt og sjovt i Ungdomshuset i Hobro! Her inviterer Mariagerfjord Ungdomsskole børn fra 4. til 6. klasse til et hyggeligt sommerværksted, hvor der skal trylles med sukker og skum.
Fra kl. 10.00 til 14.00 kan deltagerne selv lave farverige bolsjer og lækre flødeboller – helt fra bunden! Det handler om at eksperimentere med smag, farve og former, og alle får selvfølgelig deres egne godter med hjem.
Det koster 75 kr. at være med, og undervejs bydes der på lidt frugt, kiks og saftevand. Husk at tage en snack med til frokost, samt forklæde og tøj, der godt må få lidt sukkerstænk – for her bliver det både klistret og kreativt!
Så hvis du elsker søde sager og gerne vil prøve noget nyt i ferien, så tilmeld dig sommerens lækreste værksted via Mariagerfjord Ungdomsskole.
Kom med til en dag fuld af duftende bolsjer, luftige flødeboller og masser af grin!
Vil du med?
Du kan se hele programmet og tilmelde dig på: www.aktiv-ferie.nu/uge-32




