Fredag står på Smag på Hadsund – open by night med oplevelser for alle
Fredag den 29. august inviterer Hadsund Handel til et af årets største arrangementer, når Smag på Hadsund igen fylder gågaden og torvet med liv, musik og gode tilbud. Butikkerne holder åbent helt til kl. 22, og både lokale foreninger, klubber og spisesteder er klar med masser af aktiviteter og smagsoplevelser.
Dagen byder blandt andet på gratis aftenkoncert med East Harbour Kvartet, der spiller swingende New Orleans-jazz, opvisning fra Ashihara Karateklub, koncert med Hadsund Skoleorkester og hyggelige boder fra både foreninger, skoler og politiske partier. På torvet stiller foodtrucks og lokale restauranter op med kulinariske fristelser, så der er noget for enhver smag.
Formanden for Hadsund Handel, Mogens Chortsen, glæder sig over opbakningen:
– Smag på Hadsund er et arrangement, der samler hele byen. Vi oplever en fantastisk opbakning fra både foreningerne og vores medlemsbutikker, som har fundet masser af gode tilbud frem. Det er en aften, hvor vi kan vise alt det, Hadsund kan, og skabe en hyggelig sensommerstemning for både borgere og gæster, siger han.
Med musik, mad, shopping og foreningsliv i centrum er der lagt op til en sensommeraften, hvor Hadsund endnu en gang viser sig fra sin bedste side.
Se annoncen med hele programmet herunder:






