HIC Motion: Sommertræning er vigtigt og sjovt
Sommerferien står for døren, og hos HIC Motion lyder et vigtigt sommertip: Hold kroppen i gang – også selv om ferien er begyndt. Fysioterapeut og sundhedskoordinator i Hobro Idrætscenter Tine Holst minder om, at det hurtigt kan mærkes, hvis man holder en længere pause.
Samtidig har HIC Motion lanceret et nyt sommertilbud, hvor medlemmerne kan prøve og lege med SUP-træning på Mariager Fjord.
For HIC Motion handler sommertræning først og fremmest om at gøre motion både sjov og tilgængelig.
Vores fitnesscenter i HIC Motion holder åbent døgnet rundt – også i hele sommerferien. “Vi har åbent 24 timer i døgnet hele sommeren, så man kan træne, når det passer ind mellem familieaktiviteter, ferieture eller de varme sommerdage. Og der er stadig mange spændende hold på holdplanen.” siger Tine Holst.
Nyt sommertilbud på Mariager Fjord
Som noget nyt tilbyder HIC Motion denne sommer også holdtræning på vandet.
I samarbejde med Hobro Ro- og Kajakklub er der oprettet faste SUP-hold (Stand Up Paddle), hvor medlemmerne kan træne balance, styrke og stabilitet med Mariager Fjord som kulisse.
Hobro Ro- og Kajakklub stiller SUP-boards, redningsveste og omklædningsfaciliteter til rådighed, mens HIC Motion står for træningen. Efter stor interesse er der nu oprettet to ugentlige hold – mandag fra kl. 13.30 til 14.45 og tirsdag fra kl. 17.00 til 18.15.
“Responsen har været helt fantastisk. Mange ønskede også et hold sidst på dagen, og derfor har vi oprettet et ekstra. Vi er utrolig glade for samarbejdet med Hobro Ro- og Kajakklub, som har gjort det muligt at tilbyde vores medlemmer en helt særlig træningsoplevelse på Mariager Fjord. En stor tak til roklubben for det gode samarbejde,” siger Tine Holst.
Holdene er som nævnt her i sommermåneder fra 1.6-1.9 undtaget i Tines sommerferie (29-32) og kan bookes via HIC Motions almindelige holdplan. Er man ikke medlem, er det også muligt at købe billet til de enkelte træningsgange.
Også mulighed for svømning i sommerferien
HIC Motion har samtidig indgået en aftale med Klejtrup Friluftsbad, så medlemmer med et All Inclusive-medlemskab fortsat kan svømme, mens svømmehallen i Hobro holder sommerlukket.
“Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt for vores medlemmer at holde fast i de gode vaner – også når svømmehallen holder sommerferie. Derfor er vi rigtig glade for samarbejdet med Klejtrup Friluftsbad, som giver vores All Inclusive-medlemmer mulighed for fortsat at komme i vandet hen over sommeren,” siger Tine Holst.
Medlemmerne har kunne hente et personligt adgangskort i receptionen hos HIC Motion.
“Vi alle i HIC teamet forsøger hele tiden at skabe værdi for vores medlemmer – også når nogle af vores egne faciliteter holder lukket. Sammen med vores regelmæssige spændende hold, døgnåbnet i fitness, det nye SUP-hold og aftalen med Klejtrup Friluftsbad, at der er masser af muligheder for at være aktiv i og udenfor HIC Motion hele sommeren,” siger Tine Holst.





