Stjålet bil endte i autoværn ved Fladbjerg – Mand fra Hobro sigtet for flere forhold
Lørdag morgen, d. 2. maj, klokken 05.40 rykkede politiet ud til et færdselsuheld på Hadsundvej i vestlig retning ved Fladbjerg mellem Assens og Mariager.
Ifølge fungerende politikommissær Frederik Als fra Efterforskning Himmerland var der tale om et solouheld, hvor en 31-årig mand fra Hobro kørte ind i et autoværn med en hastighed på omkring 60 km/t.
Manden var alene i bilen og blev efterfølgende kørt til kontrol på Randers Sygehus. Det oplyses, at han umiddelbart ikke er kommet alvorligt til skade.
Efterfølgende undersøgelser på stedet har dog ført til flere sigtelser mod føreren.
“Vi har sigtet ham for kørsel i frakendelsestiden, spiritus- og narkokørsel samt tyveri af bil, da det viste sig, at bilen var stjålet,” oplyser Frederik Als.









