365discount og Brugsen går sammen i landsdækkende millionindsats for Støt Brysterne
For første gang går 365discount og Brugsen sammen om Støt Brysterne. Med omkring 600
butikker, lyserøde aviser og salg af sløjfer vil kæderne samle 2,6 mio. kr. ind til brystkræftsagen.
Samtidig inviterer de kunder, medarbejdere og leverandører til at stå sammen om en sag, der
berører mange familier i Danmark. For Brugsen er det kædens hidtil største indsats af denne
karakter, mens 365discount bygger videre på sidste års succesfulde indsamling.
Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder i Danmark, og hver ottende kvinde forventes at
blive ramt i løbet af livet. Derfor samler 365discount og Brugsen i uge 38 kunder, medarbejdere og
leverandører om at støtte forskning og forebyggelse samt hjælp til patienter og pårørende.
Sidste år indledte 365discount for første gang indsatsen for Støt Brysterne og samlede 1,4 mio. kr. ind.
I år udvides indsatsen markant, når Brugsen kommer med, og ambitionen løftes til 2,6 mio. kr.
”Sidste års store opbakning viste os, hvad vi kan udrette, når kunder, medarbejdere og leverandører
står sammen. Det gav os mod på at bygge videre på indsatsen og sætte barren endnu højere i år. Med
Brugsen om bord får vi større rækkevidde og endnu flere muligheder for at engagere danskerne. Vi
håber, at den fælles indsats kan få endnu flere til at bakke op og være med til at gøre en forskel,” siger
Michael Tilsted, kædedirektør i 365discount.
Brugsen er for første gang en del af den lyserøde indsats med sine 270 butikker og mere end 6.000
medarbejdere. For kæden er det en mulighed for at bruge sin lokale tilstedeværelse til at engagere
kunder og medarbejdere i en sag, som mange har tæt inde på livet.
”Når man taler om kræft, er der næsten altid nogen, der har en personlig historie. Vi er til stede i
lokalsamfund over hele landet, og derfor har vi også en særlig mulighed for at samle mennesker om
sagen. For os handler indsatsen ikke alene om at samle penge ind, men også om at skabe
opmærksomhed om en vigtig sag, der berører rigtig mange danskere. Det er første gang, vi er med i en
indsats på dette niveau, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at bidrage,” siger Torben Blom Andersen,
kædedirektør i Brugsen.
Velkendte kædefarver bliver lyserøde
Som en del af indsatsen har 365discount og Brugsen doneret specifikke kampagnesider i de lyserøde
aviser. Her bidrager udvalgte leverandører samtidig til Støt Brysterne gennem de varer, der
præsenteres på siderne.
Indsatsen udfoldes desuden i de to kæders omkring 600 butikker og gennem salg af sløjfer. Samtidig
bidrager flere medarbejdere ved at dele deres personlige historier for at sætte fokus på sagen og være
med til at samle kunder og kolleger om den.
Kunderne kan støtte ved at købe årets Støt Brysterne-sløjfe i butikkerne. Sløjfen er designet af den
danske smykkedesigner Maria Black og har den velkendte lyserøde forside samt en bagside i tre
forskellige farver. De forskellige udgaver skal afspejle, at mange bliver berørt af brystkræft, men at
sygdommen opleves forskelligt.
Sløjfen koster 39 kr., og hele beløbet går ubeskåret til Støt Brysternes arbejde med forskning,
forebyggelse og støtte til patienter og pårørende.
Brugsens lyserøde avis udkom fredag den 11. september, mens kunderne i 365discount kan handle
lyserøde varer fra torsdag den 17. september.



