Stor tilslutning til Ungdomsskolens aktiviteter – på tværs af aldersgrupper og skoler i kommunen
Det nye skoleår er skudt i gang, og det betyder også at Ungdomsskolens er på banen med en række nye aktiviteter.
I Mariagerfjord Ungdomsskole har efterårets hold fået en fantastisk modtagelse af kommunes unge. Tidligere succeser som Ottos Krea-klub, Selvforsvar for piger og Cross-holdet er alle sat i gang med få ledige pladser tilbage. På holdende er der gamle kendinge som tidligere har deltaget, men der er også nye ansigter, og denne kombination er til stor glæde for ungdomsskoleleder Lars Otte Koefoed. ”Det er fantastisk, at vores hold består af både nye og gamle unge. Det betyder jo, at kvaliteten af vores hold er så høj, at unge gerne vil prøve det igen, og samtidig er holdende så relevante, at vi også kan tiltrække nye.”
Ud over kombinationen af nye og gamle, glædes ungdomsskolen også ved den kønsmæssige fordeling på holdende, hvor det i år eksempelvis er lykkedes, at få både drenge og piger med på det traditionsrige cross-hold. ”I Mariagerfjord Ungdomsskole er vi utrolig stolte af, at vores hold tiltaler både drenge og piger. Vi er meget glade for, at vi for første gang har fire seje piger med på cross-holdet. Det skaber en god dynamik, og styrker fundamentet for holdende.”
Det er ikke kun på de tidligere succeser, hvor tilslutningen er stor. På ungdomsskolens nye hold Keramik og Barista er alle pladserne allerede taget, og på det nye julehyggehold Juledøgneren er også næsten allerede udsolgt. Den flotte tilslutning til de nye hold er naturligvis noget som giver et smil i ungdomsskolen. ”At vores nye satsninger har fået så flot en modtagelse fra kommunens unge er naturligvis en stor glæde. Det er et bevis for, at vi formår at ramme ind i trends som får de unge ud ad døren og ind i vores fællesskaber på tværs af aldersgrupper og skoler.” fortæller Lars Otte Koefoed.
Traditionen tro tilbyder Mariagerfjord Ungdomsskole også en række ture i det kommende halvår. Til efterårsferien er der næsten ingen pladser tilbage på holdet, der drager på EU-tur i Strasbourg. Når Ungdomsskolen til januar igen tager på Skitur er holdet helt udsolgt, og dermed vil der igen drage 46 unge fra Mariagerfjord til Norge i januar måned 24. ”Det at komme på tur med Ungdomsskolen er altid noget specielt. Det dannes et helt særligt bånd mellem de unge, når de er sammen i længere tid. Der knyttes nye venskaber på tværs, da vi jo samler unge fra hele kommunen afslutter Lars Otte Kofoed.
Selvom flere af Ungdomsskolens hold allerede er fyldte, så er der stadig mulighed for blandt andet at komme en tur på vandet, til Flensborg eller til Rønbjerg. Man kan se mere information på https://www.mariagerfjordungdomsskole.dk