ForsideMariagerJulie Berthelsen, Chief 1 og Amalie Dollerup på scenen i Mariager

Julie Berthelsen, Chief 1 og Amalie Dollerup på scenen i Mariager

- Annonce -

Julie Berthelsen, Chief 1 og Amalie Dollerup på scenen i Mariager

Når Det Europæiske Folkemøde indtager Mariager fredag den 21. og lørdag den 22. august, bliver det ikke kun med politiske debatter og aktuelle europæiske emner på dagsordenen. Musikken får også en fremtrædende plads, og programmet byder på en bred vifte af koncertoplevelser.

Publikum kan blandt andet glæde sig til Julie Berthelsen, Chief 1 & Band, Mek Pek & the Debitors, The Courettes og One Love Marley Band. Dertil kommer både lokale musikere, sækkepiber og Prinsens Musikkorps.

Dermed bliver der musik i mange forskellige genrer, når Mariager over to dage danner ramme om folkemødet.

Lokale toner med Gert Vorre og Lean Thomsen

Blandt de lokale navne på musikprogrammet er Gert Vorre og Lean Thomsen.

Med udgangspunkt i Gert Vorres egne sange inviterer de publikum ind i et musikalsk univers med fortællinger, stærke melodier og personlige tekster. Musikken bevæger sig mellem det eftertænksomme og det livsbekræftende, og samspillet mellem de to musikere og kontakten til publikum er i centrum.

Prinsens Musikkorps med Amalie Dollerup

Et ganske anderledes musikalsk indslag kommer fra Prinsens Musikkorps.

Det professionelle orkester holder til på Skive Kaserne og er et af Forsvarets tre professionelle musikkorps. Ved Det Europæiske Folkemøde i Mariager får orkestret selskab af Amalie Dollerup som solist.

Også Aalborg Pipe Band kommer til Mariager. Sækkepibeorkestret har 16 aktive medlemmer fra hele Nordjylland, som er samlet om interessen for skotsk musik og kultur. Publikum kan derfor også se frem til lyden af sækkepiber og et orkester iklædt skotske uniformer.

Mek Pek skruer op for rock’n’roll

Der bliver også mulighed for at skrue tempoet op, når Mek Pek & the Debitors går på scenen.

Her står den på 50’er-rock’n’roll og evergreens fra blandt andre Elvis Presley, Chuck Berry og Little Richard. Samtidig tager Mek Pek udvalgte numre fra sit eget bagkatalog med på scenen.

The Courettes kommer hjem til Mariager

Et af de markante navne på musikprogrammet er The Courettes.

Den dansk-brasilianske garage rock-duo består af ægteparret Flávia Couri på vokal og guitar og Martin Couri på trommer og vokal. Duoen er kendt for energiske liveshows og en retrolyd med tydelige tråde tilbage til 1960’ernes girl groups, garage rock og tidlig punk.

The Courettes turnerer internationalt, men har samtidig en helt særlig lokal forbindelse, da bandet har hjemme i Mariager.

Julie Berthelsen og Chief 1

Julie Berthelsen er også blandt de musikalske navne ved årets folkemøde. Hun fik sit store gennembrud med andenpladsen i Popstars i 2002 og har siden markeret sig på den danske musikscene. Musikalsk bevæger hun sig især inden for pop og soul med elementer fra sit grønlandske ophav.

Der bliver også masser af energi, når Chief 1 & Band går på scenen. Chief 1 begyndte sin karriere i Rockers By Choice og har siden gjort sig bemærket som både sangskriver og producer. Sammen med sit band lover han en koncert med stærke sange, erfaring og høj energi.

Bob Marley-toner i Mariager

Reggae bliver ligeledes en del af folkemødet med One Love Marley Band.

Det aarhusianske hyldestorkester består af op til 14 musikere og har specialiseret sig i Bob Marleys klassiske roots reggae. Bandet arbejder på at genskabe den oprindelige reggae-følelse med respekt for både riffs, detaljer og sangenes budskaber om blandt andet frihed, kærlighed og tolerance.

Dermed spænder musikprogrammet ved Det Europæiske Folkemøde vidt – fra lokale sangskrivere og sækkepiber til rock’n’roll, pop, soul, garage rock og reggae.

Det Europæiske Folkemøde finder sted den 21. og 22. august i Mariager, og der er gratis adgang. Se det fulde program med tidspunkter for de enkelte koncerter og øvrige aktiviteter:

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler