ForsideMariagerfjordStudenterfest skudt i gang i Hobro

Studenterfest skudt i gang i Hobro

- Annonce -

Studenterfest skudt i gang i Hobro

Mandag morgen blev dagens første studenter fejret på Mariagerfjord Gymnasium. Traditionen tro blev flaget hejst af Mathias Riis Sørensen, Silje Dorthea Grønhøj Bisgaard og Caroline Skjødt Hansen efter deres sidste mundtlige eksamen.

Festlighederne fortsætter hele mandag, tirsdag og onsdag, hvor studenterne træder ud på den røde løber til familie og venner, der står klar med konfetti, kram, flag og – vigtigst af alt – studenterhuerne!

Fredag kulminerer studenterfesten med årets dimission i Hobro Idrætscenter. Her skal Oline Kirsten Errebo Melgård holde studenternes tale på vegne af årgang 2026. Det er en stor opgave, som hun glæder sig til. For egentlig lå det slet ikke i kortene, at hun skulle tage sin studentereksamen i Hobro:

– Jeg havde egentlig ønsket at gå på et større gymnasium, fordi jeg troede, Mariagerfjord Gymnasium var et ‘bøhlands gymnasium’. Men jeg er blevet megaglad for at gå her. Jeg har fået en gymnasietid med kultur, musik og scenekunst – præcis som jeg drømte om, fortæller Oline og tilføjer:

– Dét, at det er et mindre gymnasium, gør bare, at man får et tættere forhold til lærerne og større mulighed for at få indflydelse. Og så elsker jeg, at det er så mangfoldigt med så mange forskellige personligheder og interesser.

I løbet af de sidste tre år har Oline været instruktør på gymnasiets musical, engageret sig i elevråd og miljøråd og kombineret en science-studieretning med interessen for musik og teater. Hun har sat et stort aftryk på gymnasiet, ligesom gymnasietiden også har sat et stort aftryk på hende. Netop dét vil hun komme ind på i sin tale, hvor hun blandt andet vil sætte ord på betydningen af fællesskab og almendannelse i en urolig verden:

– På de sociale medier kan man hurtigt få en fortælling af, at vi er SÅ splittede. Men når jeg kommer på gymnasiet, bliver jeg bekræftet i, at selvom vi er forskellige, så deler vi alligevel en masse fælles værdier. Vi er et lille gymnasium med et stærkt fællesskab.

Dimissionen finder sted fredag d. 26. juni kl. 15 i Hobro Idrætscenter. Her får studenterne overrakt eksamensbeviser og legater, inden dagen rundes af med et sidste farvel og afskedsreception på gymnasiet.

Mariagerfjord Gymnasium kan i år fejre knap 215 studenter fra stx, hf og vhf (visiteret hf).

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler