ForsideNordjyllandSundhedsråd Limfjorden er kommet godt i gang

Sundhedsråd Limfjorden er kommet godt i gang

- Annonce -

Sundhedsråd Limfjorden er kommet godt i gang

De første seks måneder i Sundhedsråd Limfjorden er gået med at finde en fælles retning for, hvordan planerne for den nye sundhedsreform skal få sundhedstilbud tættere på borgerne.

Nyt samarbejde mellem kommunerne og regionen

Siden januar 2026 har Sundhedsråd Limfjorden samlet kommunale og regionale politikere om en fælles opgave: at forberede den del af sundhedsreformen, der fra 2027 flytter en række sundhedsopgaver fra kommunerne til regionen og skal bringe sundhedstilbud tættere på borgernes hverdag.

De syv sydligste kommuner i Region Nordjylland – Aalborg, Jammerbugt, Mariagerfjord, Morsø, Rebild, Thisted og Vesthimmerland – er samlet i Sundhedsråd Limfjorden.

Ifølge formandskabet i Sundhedsråd Limfjorden har opstarten især handlet om at skabe et fælles afsæt for det videre arbejde.

–  Vi skal gerne have lighed i sundhed, hvor sundheden bliver vendt ud til borgerne, så man ikke er så meget inde på hospitalet, men patienterne bliver behandlet i sit eget hjem. Det er ikke en opgave, man bare lige løser i morgen, men sammen med kommunerne har vi forståelse for den fælles opgave, vi er i gang med. I mange år har vi stået på hver vores side, men nu er alle parter samlet rundt om bordet. Grundlaget for sundhedsreformen er, at alle parter løser opgaven i fællesskab og sørger for at sundhedstilbuddene kommer tættere på borgerne, fortæller formand Pia Buus Pinstrup (C) og næstformand Gitte Bundgaard (Æ).

Vigtige rammer er på plads

En af de største opgaver i opstarten har været at forberede overdragelsen af de sundhedsopgaver, der skal flyttes fra kommunerne til Region Nordjylland. Det gælder opgaver som akutsygepleje, patientrettet forebyggelse, specialiseret rehabilitering samt sundheds- og omsorgspladser.

I løbet af foråret har Sundhedsråd Limfjorden arbejdet med de overordnede rammer for opgaveoverdragelsen og samarbejdet mellem kommunerne og regionen.

– Vi har haft mange dagsordener i de første seks måneder. Og hvis man skal spise en elefant, så skal man gøre det i små bidder. Vi er to politiske verdener som mødes og skal finde en fælles vej, men allerede nu er samarbejdet godt, og vi er nået rigtig langt. Vi har en nordjysk ed, om at vi skal lykkes med det, fordi vi har samarbejdskraften til det i Nordjylland. Derfor tegner det rigtig godt for det nordjyske sundhedsvæsen, og vi ser frem til et spændende efterår, fortæller Jan Thorbøll Andersen (V), medlem af Sundhedsråd Limfjorden, Mariagerfjord Kommune.

Når sundhedsopgaverne bliver flyttet fra kommunerne til regionen, er det en del af nærsundhedsplanen, der er en af grundstenene i den nye sundhedsreform. Nærsundhedsplanen forventes at blive vedtaget i april 2027, hvor sundhedsrådenes forbedrende arbejde kommer til at spille en stor rolle, når planen skal foldes ud hos borgerne.

Tættere på borgerne

Sundhedsrådene er en central del af sundhedsreformen og skal være med til at udvikle et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Målet er, at flere sundhedstilbud skal opleves tættere på borgernes hverdag, og at der skabes bedre sammenhæng mellem hospitaler, kommunale tilbud og almen praksis.

Fra 2027 overgår sundhedsrådene fra at være forberedende råd til at få ansvar for en række regionale sundhedsopgaver i deres geografiske område. Sundhedsråd Limfjorden kommer dermed til at spille en central rolle i udviklingen af det nære sundhedsvæsen i Nordjylland.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler