Tæller min underskrift ikke?

Tæller min underskrift ikke?

Af Martin Vester Rasmussen, arkitekt MAA, Aalborg

I den seneste tid har debatten om det planlagte højhus i Hobro taget en interessant drejning, idet der er blevet indsamlet ikke mindre end 3000 underskrifter imod projektet. Disse underskrifter repræsenterer tydeligvis en betydelig del af lokalbefolkningen, der ønsker at gøre deres stemme hørt og signalere deres utilfredshed med det påtænkte byggeri.

Spørgsmålet, der dog melder sig, er, hvornår underskrifter ikke tæller? I en demokratisk proces er det normalt at betragte underskrifter som en form for udtryk for folkelig vilje, men i tilfældet med Hobros højhus synes der at være tvivl om, hvorvidt disse 3000 underskrifter skal tælles som en legitim modstand mod projektet.

Min personlige tilknytning til Hobro går dybt, og jeg er stolt over at have skrevet under som modstander imod det omtalte højhusprojekt. Selvom jeg ikke er bosiddende i Hobro i øjeblikket, føler jeg, at min stemme bør tælle med i diskussionen om byens udvikling.

Jeg er ikke alene om at være en af de 3000 underskrifter, der ikke bor lokalt. Mange har stærke bånd til Hobro, selvom deres nuværende adresse ligger uden for bygrænsen. Jeg er født og opvokset her, hele min familie bor her stadig, og er en del af lokalsamfundet. Jeg deltager aktivt som tilskuer til alle vores lokale fodboldholds hjemmekampe, og byens puls er stadig en del af mig, selvom jeg fysisk befinder mig et andet sted.

Tanken om at vende tilbage til Hobro er altid til stede, og jeg håber at kunne kalde det hjem igen en dag. Derfor er byens udvikling og det visuelle miljø også vigtigt for mig. At påstå, at kun de nuværende beboere har ret til at ytre sig om byens udseende og fremtidige udvikling, synes at udelukke en betydelig del af Hobros “samlede befolkning”.

Spørgsmålet er ikke kun, om man er nabo eller ej, men snarere om vores fælles tilknytning til stedet. Hvordan kan vi definere, hvem der er “lokal nok” til at have ret til at blive hørt? Er det ikke i alles interesse at sikre, at byens udvikling afspejler både fortiden og fremtiden, og at beslutningstagere får et bredt perspektiv?

Min stemme som en af de 3000 underskrifter uden for byen er ikke blot et udtryk for modstand, men snarere en appel om inddragelse og en opfordring til at anerkende, at Hobros fremtid angår os alle, uanset hvor vi befinder os geografisk i dag. Lad os sikre, at debatten om højhuset ikke bliver en kamp mellem “os” og “dem”, men en mulighed for at skabe en by, som vi alle kan være stolte af, uanset hvor vi kalder hjem.

Afledningsmanøvre af bygherre?

Bygherrens forsøg på at aflede opmærksomheden fra de reelle bekymringer omkring Hobros højhusprojekt er ikke blot en forvirrende strategi, men også en oversimplificering af den komplekse beslutning, der ligger foran os. Spørgsmålet er stadig det samme: Skal der være et højhus midt i Hobro, eller ej?

Fokus bør rettes mod de 333 indsigelser, der er blevet fremsat, og især mod udtalelserne fra erfarne fagfolk inden for arkitektur og byudvikling. Lars Autrup, direktør for Arkitektforeningen bemærkninger om det foreslåede højhus’ diskretion og dets potentielt voldsomme skala spring bør tages seriøst. Hans analogi om højhuse i provinsbyer som en banal fortælling bør få lokalpolitikere til at reflektere over, hvorvidt dette projekt virkelig tjener Hobros karakter og befolkning bedst.

Endvidere påpeger Merete Ahnfeldt, arkitekt ph.d. og medlem af Akademiraadet, at højhuset ser tilfældigt ud og ikke bidrager positivt til sine omgivelser. Hendes observation om, at projektet ikke følger Gehlske principper, er afgørende, især når Mariagerfjord Kommune nyligt har godkendt principperne for udviklingen af Hobro Bymidte d. 3. november 2023, hvor Gehls principper skal danne grundlaget.

Dette rejser et kritisk spørgsmål om konsistens og overholdelse af byplanlægningsprincipperne, som lokalpolitikerne bør tage alvorligt. At ignorere egne fundamentale retningslinjer kan få vidtrækkende konsekvenser for Hobros identitet og videre udvikling.

Økonomisk motiv eller byudviklingsvision? Tvivl om bygherres intentioner?

Bygherrens erklærede kærlighed til Hobro og ønsket om at forbedre byens æstetik er beundringsværdigt, men kan det forsvare beslutningen om at opføre et højhus med 15 etager? Hvis økonomi ikke var det primære fokus, hvorfor valgte man så ikke en mere moderat højde, der stadig kunne opfylde byens udviklingsbehov uden at kompromittere dens karakter?

Udtalelser fra både bygherren og lokale politikere, der indikerer, at projektet kun ville være økonomisk bæredygtigt med 15 etager, rejser bekymrende spørgsmål om, hvorvidt byen skal ofre sin skyline for at imødekomme økonomiske krav. Hvis højhuset er det eneste alternativ til at renovere den eksisterende bygning, bør vi da spørge os selv, om der ikke er andre løsninger, der kan balancere økonomiske hensyn med hensynet til byens beboere og identitet.

Så kære politikere og beslutningstagere. Lyt til fagfolkene, lyt til befolkningen, og tænk grundigt, før I træffer en beslutning. Denne beslutning vil forme Hobros fremtid, danne præcedens for andre byggeri, og blive husket af mange. Anerkend de faglige indsigelser og respekter byplanlægningens principper for at sikre en bæredygtig og harmonisk udvikling af byen.