“Selvfølgelig kommer jeg til Hadsund igen” – Thure Barsøe-Carnfeldt vender tilbage
Når Hadsund Museumsforening & Lokalhistorisk Arkiv (HMLA) onsdag formiddag den 17. september 2025 starter efterårets ”Fortælleværksteder”, bliver det med Thure Barsøe-Carnfeldt som hovednavn. Han vil fortælle om de sidste ti år af virksomheden Hope Computer Corporation A/S’ virke i Hadsund.
”De tilhører, som Hans Henrik Rasmussen havde stablet på benene første gang, var ikke bare gode lyttere, men jeg kunne se i deres øjne, at de var glade og tilfredse med min fortælling om de første 10 år af Hopes 20-årige periode i Hadsund,” skriver Thure Barsøe-Carnfeldt i en mail til HMLA.
Mon ikke vi også kommer til at høre om virksomhedens store 10-års fødselsdag, hvor Thure og hans kolleger indviede ”Skoven” og holdt en uforglemmelig fødselsdagsfest? Ifølge HMLA deltog de første 500 gæster på Hotel Hadsund, mens godt 7.500 af de 10.000 inviterede havde mulighed for at komme og gå, som de ønskede, i Hadsund Hallen.
Samtidig foreslår Thure Barsøe-Carnfeldt, at han tager nogle af sine bøger med, som Museumsforeningen kan sælge for 50 kroner stykket. Hele indtægten vil blive doneret til foreningens formål.
”Vi glæder os i hvert fald til besøget,” siger Hans Henrik Rasmussen fra HMLA, som håber på lige så stor deltagelse som første gang.





