To kontrollører truet på livet på DS Arena
Nordjyllands Politi fik i går eftermiddag en anmeldelse om trussel på livet ved DS Arena i Hobro.
En mandlig tilskuer fra Århus var åbenbart så utilfreds efter kampen Hobro – Næstved BK, som endte 0-0, at han valgte at true to kontrollører med trusler som – “jeg knuser dig, jeg skal nok finde ud af hvem du er osv.”
– Den 58 årige mand blev sigtet for at komme med trusler, fortæller Mikkel Mitchell fra Nordjyllands Politi i dagens Døgnrapport.
Anmeld trusler til Politiet
Anmeld trusler om drab, vold eller skade på dit helbred eller velfærd, fx dit hjem. Trusler kan både være mundtlige og skriftlige.
Trusler kan være mange ting, herunder strafbare. Ekskærester, naboer, offentligt ansatte, offentlige personer og mange andre modtager trusler fra fremmede eller fra folk, de kender. Før i tiden var der primært tale om mundtlige trusler eller trusselsbreve modtaget i papirform, men fremværksten af sociale medier har gjort trusler grovere, hyppigere og mere udbredte.
Uanset om gerningspersonen sender et fysisk brev, råber ad dig på gaden eller gemmer sig bag en computerskærm eller smartphone, så er det ulovligt at true andre mennesker med at begå en strafbar handling – på en måde, der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for ofrets eget eller andres liv, helbred eller velfærd.
Ring 112, hvis du har akut brug for hjælp fra politiet, eller der er fare for liv eller førlighed. Ring 114, hvis du har været udsat for trusler, men ikke har akut brug for politiets hjælp. Du kan også anmelde vold personligt på en politistation eller ved at skrive til Politiet.