En uhyggelig hyggelig Kulturtallerken – og 3 x udsolgt i Kulturhuset
Sæsonens næste Kulturtallerken i Kulturhuset torsdag d. 13. november med overskriften «Gespenster i Himmerland» byder på en rejse i sang og musik til en række gamle herregårde og slotte rundt om i Himmerland, som alle har mindst en spøgelseshistorie.
Aftenens musikalske fortæller Peter Borup Jacobsen har udvalgt de spøgelseshistorier, han finder interessante og til hver af dem har han skrevet en sang.
Mange har selv oplevet mystiske og uforklarlige ting i deres liv, og er overbevist om at der virkelig findes mere mellem himmel og jord, så som: usynlige fodtrin, mærkelige dufte, skikkelser der vandre omkring som genfærd, husdyr der følger noget vi andre ikke kan fornemme osv..
Nogle finder spøgelseshistorierne interessante, andre skræmmende, mens nogle slet ikke tror på spøgelser.
Men som afdøde kammerherre Hans Folsach udtrykte det: ”Et vel attesteret spøgelse gør altid en herregård en million mere værd i handel og vandel.”
Gennem fortælling og musik vil Peter Borup præsentere aftenens publikum for en serie nye sange fra det lokale galleri af gengangere og spøgelser.
Peter Borup får denne aften hjælp af: Vagn Mikkelsen (guitar), Poul Erik Lind Larsen (bas) og Søren Nauta (Cajon),og med sådan et band er der virkelig lagt op til en uhyggelig hyggelig aften.
3 x udsolgte koncerter i november
Der har været rift om billetterne til de øvrige 3 koncerter i november, så der er allerede nu udsolgt til Kristian Lilholt Trio med Tine Lilholt d. 7.november, til Søren Huss ”Alene på scenen” d. 19.november samt til den traditionelle Gumbo-koncert med HP Lange d. 22.november.
Til de mange som gik forgæves til disse koncerter, er der hjælp at hente, når Kulturhusets forårsprogram i de kommende uger kommer til salg på hjemmesiden www.kulturhusetiarden.dk
Kulturhuset i Arden
Kulturtallerken – Peter Borup: Gespenster i Himmerland
Torsdag d. 13.november kl. 18
Billetter: 150 kr incl mad på www.kulturhusetiarden.dk samt hos Kirkens Korshærs Genbrug, Bytorvet 18 i Arden





