Unge giver Ishuset i Hobro nyt farverigt liv
Har I været forbi Ishuset i Hobro for nylig? Der er sket noget ret fedt dernede.
De unge fra Ishusets Aktivitetsråd syntes, at det var lidt ’hvidt i hvidt’ i salen i Ishuset, så de har taget initiativ til at få malet et kæmpe vægmaleri.
Sammen med en masse andre unge har de simpelthen klaret det hele selv. Fra idé, skitse og til malerpensel i hånden. Hele påsken knoklede de dernede, og nu står det klart – et fantastisk maleri med fuld power på farverne. Nu kan man altså virkelig mærke, at Ishuset er et sted med liv og ungdomsvibes!
Karoline Søndergaard er en af de unge fra Aktivitetsrådet, der har været med til at tage initiativ til maleriet:
”Ideen opstod da vi, i Aktivitetsrådet, snakkede om at det var ret visuelt kedeligt nede i Ishuset, jeg foreslog, at vi kunne male væggen, og så blev vi enige om at det ville være en perfekt mulighed for en aktivitet, man kunne mødes om at lave sammen.
Det tog mig noget tid at finde på et design til maleriet, men da jeg først havde vist ideen til Kulturskolen, gik det ret hurtigt. Aktivitetsrådet reklamerede for projektet på vores sociale medier og i de forskellige klubber, vi har, og sagde at det ville være mega fedt hvis andre unge ville være med.
Jeg startede med at tegne designet op, og så mødtes vi i påskeferien og malede væggen. Det var en virkelig fed måde at mødes på og lave noget anderledes og kreativt! Med en masse teamwork malede vi faktisk hele væggen på 4 dage”.
Ud over Mariagerfjord Kulturskole, har kommunens Ungepulje også støttet med penge til projektet. Det er en pulje for unge mellem 15 og 25 år, hvor man kan søge penge til en aktivitet, et arrangement eller et projekt til gavn for andre unge i kommunen.
Ishusets Aktivitetsråd har base i Ishusets Hobro. Aktivitetsrådet består af en gruppe unge mennesker, der laver en masse hyggelige, fede og sjove aktiviteter, bl.a. bogcafé og kreaklub, for unge i alderen 15-25 år.