Fællesskab og lokale værdier tiltrækker unge til Hobro
Hos Sparekassen Danmark i Hobro er der ikke kun fokus på tal og økonomi – men også på mennesker, fællesskab og lokale relationer. Det mærker man tydeligt hos tre unge medarbejdere, som alle har fundet både faglig udvikling og arbejdsglæde i den lokale afdeling.
Fælles for 24-årige Lærke Mortensen, 24-årige Natasja Kjær og 30-årige Morten Skærup Bach er, at de brænder for at hjælpe kunderne med at få deres drømme til at gå i opfyldelse – samtidig med at de sætter stor pris på den lokale forankring, som præger hverdagen i Hobro-afdelingen.
Lokal pige med stolthed i maven
For Lærke Mortensen er arbejdet i sparekassen tæt forbundet med lokalområdet. Hun er født og opvokset ved Oue, har spillet håndbold i både Valsgaard, Hobro og Randers og bor i dag i Hørby Skoleby sammen med sin mand.
Interessen for tal kom tidligt, og derfor var valget af Handelskolen i Hobro efter folkeskolen helt naturligt. Sidste år blev hun færdiguddannet som privatkunderådgiver i sparekassen, og i dag arbejder hun som privatkunderådgiver med sin egen kundeportefølje.
“Det er fedt at være med kunderne hele vejen og hjælpe dem med at skabe overblik over økonomien og få deres drømme til at gå i opfyldelse”, fortæller Lærke.
Hun beskriver sin tilgang som helhedsorienteret rådgivning, hvor kunderne bliver taget med gennem hele den økonomiske palet.
Også uden for arbejdet fylder det lokale engagement meget. Lærke træner blandt andet i Rosendal Motion og lægger ikke skjul på stoltheden over arbejdspladsen.
“Jeg er ikke bleg for at tage træningstøj på med sparekassens logo på maven. Det er faktisk lidt specielt at møde logoet så mange steder rundt i byen, hvor der er givet sponsorater eller donationer. Jeg bliver stolt, når jeg ser det og tænker, at det er min arbejdsplads,” siger hun.
Nyt job blev et perfekt match
For Natasja Kjær blev Hobro-afdelingen et spændende jobskifte internt i sparekassen. Hun er opvokset på Skive-egnen og bor i dag i Aalborg, men skiftede i 2023 fra en afdeling i Vendsyssel til Hobro for at færdiggøre sin uddannelse som finanselev.
I dag arbejder hun som privatkunderådgiver med egen kundeportefølje og er samtidig i gang med en akademiuddannelse som finansiel rådgiver.
“Jeg havde lyst til at prøve en anden arbejdsplads, og da der blev søgt nye medarbejdere i Hobro, søgte jeg stillingen. Det har jeg på ingen måder fortrudt,” fortæller Natasja.
Hun fremhæver især den gode modtagelse og det stærke kollegiale fællesskab.
“Jeg er blevet taget rigtig godt imod og faldet godt til. Samtidig lærer jeg hele tiden mere om byen og området at kende,” siger hun.
Natasja nyder også variationen i arbejdet som rådgiver.
“Jeg startede med mange unge kunder i min portefølje, men har efterhånden fået mange flere forskellige kunder. Jeg kan rigtig godt lide forskelligheden mellem kundegrupperne,” fortæller hun.
Når hun har fri, spiller hun golf i sin hjemstavn og deltager også gerne i sparekassens Company Days på golfbaner rundt omkring i området.
Vendte tilbage til finansverdenen
For Morten Skærup Bach blev jobbet i Hobro et bevidst valg om både at vende tilbage til finansbranchen og samtidig komme tættere på hverdagen i lokalområdet.
Han blev færdiguddannet som finansøkonom i 2018, men arbejdede efterfølgende i flere år som distriktschef hos Locked Escape Room. Med kone, børn og bopæl i Valsgaard opstod ønsket om et mere lokalt arbejdsliv.
“Det er det bedste jobskifte, jeg har lavet. Jeg får lov til at hjælpe kunderne med noget helt konkret og være med til at gøre en forskel,” fortæller Morten.
Han fremhæver især fleksibiliteten i hverdagen som en stor fordel.
“Vi har fleksible arbejdstider, så der er mulighed for at hente og bringe børn. Det giver ro i familien og gør også, at jeg kan præstere bedre på jobbet,” siger han.
Morten blev udlært som privatkunderådgiver i december og glæder sig over de mange nye opgaver, der følger med.
Samtidig betyder sparekassens lokale engagement meget for ham.
“Jeg er stolt af at arbejde i byens lokale pengeinstitut, som giver rigtig meget tilbage til foreninger, ildsjæle og projekter i Hobro og omegn”, fortæller han.
Han har selv flere gange været med ude for at overrække donationer fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro.
“Det er en fantastisk oplevelse at høre om de mange projekter og mærke, hvor meget det betyder lokalt”, siger han.
Fælles for de tre unge rådgivere er, at de ikke kun har fundet et arbejde i Hobro – men også et stærkt fællesskab og en arbejdsplads, hvor både kunder, kolleger og lokalområdet betyder noget.








