VAKS skal bringe borgere tættere på arbejdsmarkedet – politikere kommer på besøg
Hvordan kan borgere med forskellige udfordringer hjælpes tættere på arbejdsmarkedet? Det skal Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse i Mariagerfjord Kommune blive klogere på, når politikerne den 3. september besøger det kommunale beskæftigelsesprojekt VAKS på Thoruphedevej 3 9510 Arden.
Når Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse holder møde den 3. september, bliver en del af programmet et besøg hos VAKS.
VAKS står for Vejledning, Aktivering, Kompetenceafklaring og Samfundsnytte og er et kommunalt beskæftigelsestilbud, der især er målrettet aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere både under og over 30 år.
Besøget er en del af udvalgets løbende introduktion til centrale institutioner og samarbejdspartnere inden for beskæftigelse og uddannelse.
Her skal politikerne blandt andet høre om arbejdet med borgerne og om, hvordan VAKS forsøger at identificere den enkeltes udviklingspotentiale og bruge det til at skabe en vej tættere på arbejdsmarkedet.
Har eksisteret siden 2011
VAKS blev etableret i 2011 i et samarbejde mellem Jobcenter Mariagerfjord og Teknik og Byg. Projektet er siden blevet tilpasset i takt med ændringer i lovgivningen og behovene blandt de borgere, der benytter tilbuddet.
VAKS er i dag forankret i Teknik og Miljø.
Målet er at styrke deltagernes kompetencer, motivation og afklaring med henblik på at skabe en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Som en del af indsatsen løser deltagerne mindre praktiske opgaver – primært for det lokale foreningsliv og i mindre omfang for kommunen.
Målgruppen spænder bredt. Ud over job- og uddannelsesparate samt aktivitetsparate borgere kan blandt andre borgere i integrationsprogrammet, fordrevne ukrainere omfattet af særloven og personer omfattet af arbejdspligten deltage.
Fem kom i job eller lære
Siden februar 2023 har VAKS udelukkende arbejdet med virksomhedspraktikker og nytteindsatspladser.
I løbet af 2025 var i alt 35 borgere i indsats hos VAKS.
Heraf kom fem personer i job eller lære, mens 15 var i virksomhedspraktik og 21 i nytteindsatsjob. Én person deltog både i nytteindsats og virksomhedspraktik.
Der blev i 2025 benyttet flere nytteindsatspladser end tidligere. Ifølge sagsfremstillingen hænger det især sammen med, at borgere omfattet af arbejdspligten henvises til denne type indsats.
Nytteindsatsen bliver desuden anvendt i længere forløb, når der er behov for at arbejde over tid med at gøre en borger klar til arbejdsmarkedet.
Skal høre om arbejdet i praksis
Under politikernes besøg vil projektlederen fortælle om VAKS’ arbejde med at finde frem til den enkelte borgers muligheder og potentialer.
Udvalget skal dermed have et nærmere indblik i, hvordan den viden bliver brugt til at udvikle borgernes kompetencer og bringe dem tættere på arbejdsmarkedet eller videre i job.
Efter besøget er indstillingen, at Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse tager orienteringen til efterretning.


