ForsideHadsundNy aftale skal styrke fodbolden og fællesskabet i hele Mariagerfjord Kommune

Ny aftale skal styrke fodbolden og fællesskabet i hele Mariagerfjord Kommune

- Annonce -

Ny aftale skal styrke fodbolden og fællesskabet i hele Mariagerfjord Kommune

På en helt særlig dag for fodbolden i Hadsund blev der sat underskrifter på et nyt samarbejde om fremtidens fodbold i Mariagerfjord Kommune. Den 22. august – samme dag som Hadsund Boldklub fejrede sit 100-års jubilæum – blev en ny velfærdsalliance mellem Mariagerfjord Kommune, DBU og DBU Jylland underskrevet på Hadsund Stadion.

Fodbolden skal være med til at skabe endnu mere liv, bevægelse og fællesskab i hele Mariagerfjord Kommune.

Det er ambitionen med den nye velfærdsalliance mellem Mariagerfjord Kommune, DBU og DBU Jylland.

Aftalen blev underskrevet på Hadsund Stadion den 22. august, hvor rammerne næppe kunne have været mere passende. Netop denne dag fejrede Hadsund Boldklub sit 100-års jubilæum, og dermed blev klubbens store mærkedag samtidig anledning til at se frem mod de kommende års udvikling af fodbolden i kommunen.

Mariagerfjord Kommune, DBU og DBU Jylland har samarbejdet om fodbolden i kommunen siden 2018. Med den nye aftale fortsætter samarbejdet med fokus på at give endnu flere mulighed for at blive en del af fodboldens fællesskaber – uanset alder, baggrund og hvor i kommunen man bor.

Fra børn til unge frivillige

Et centralt element bliver børn og unge.

For børnene skal afstanden mellem skole, dagtilbud og den lokale fodboldklub gøres kortere. Leg, bevægelse og fodbold skal i højere grad indgå i hverdagen og give flere børn mulighed for at få deres første møde med foreningslivet.

For de unge handler indsatsen ikke alene om selv at spille fodbold. De skal også have mulighed for at finde andre roller i klubberne – eksempelvis som hjælpetrænere, arrangører eller frivillige.

Samtidig skal der arbejdes med mere fleksible og inkluderende fodboldtilbud til borgere, der har behov for andre rammer for at kunne deltage.

– Fodboldens fællesskaber kan gøre en forskel langt ud over kridtstregerne. Her mødes mennesker, får nye relationer og bliver en del af noget større. Derfor er vi glade for at fortsætte et samarbejde med Mariagerfjord Kommune og DBU Jylland, der sammen med klubberne og de frivillige skal give endnu flere borgere i kommunen mulighed for at være med, siger DBU-formand Jesper Møller.

Fokus på de mindre byer

Den nye velfærdsalliance retter også et særligt blik mod fodbolden i Mariagerfjord Kommunes mindre byer og landsbyer.

Her spiller den lokale idræts- og fodboldklub ofte en vigtig rolle som samlingspunkt. Derfor skal samarbejdet mellem klubber, skoler og andre lokale aktører styrkes, så der fortsat er mulighed for at spille fodbold tæt på hjemmet.

Ifølge formand for DBU Jylland Ole Ladefoged er det vigtigt, at indsatserne tager udgangspunkt i de enkelte lokalområder.

– Klubberne kender deres lokalområde og ved, hvad der fungerer hos dem. Derfor skal løsningerne heller ikke være ens overalt. Vi vil arbejde tæt sammen med klubberne om tilbud, der giver mening lokalt og gør det muligt for flere at tage del i fodbolden både på og uden for banen, siger Ole Ladefoged.

Borgmesteren: Et stærkt foreningsliv betyder meget

Også borgmester i Mariagerfjord Kommune Jesper Skov Mikkelsen fremhæver foreningslivets betydning for kommunens byer og lokalsamfund.

– Et stærkt foreningsliv er en vigtig del af det gode hverdagsliv og er med til at gøre vores lokalsamfund til attraktive steder at bo og leve. Med velfærdsalliancen kan vi sammen med DBU og klubberne bygge videre på det, der allerede fungerer, samtidig med at vi skaber nye muligheder og styrker foreningslivet i hele Mariagerfjord Kommune, siger Jesper Skov Mikkelsen.

Ungdomslandskamp skal til Mariagerfjord

Samarbejdet skal også bringe fodboldoplevelser på højt niveau til kommunen.

Som en del af aftalen skal Mariagerfjord Kommune være vært for mindst én ungdomslandskamp i løbet af aftaleperioden.

Derudover vil parterne undersøge mulighederne for at få flere landskampe og større internationale fodboldbegivenheder til kommunen.

Den nye velfærdsalliance løber fra 1. januar 2026 til 31. december 2029 – og underskrifterne blev altså sat på Hadsund Stadion på en dag, hvor den lokale fodboldhistorie samtidig kunne fejre de første 100 år.

Borgmester Jesper Skov Mikkelsen holdt tale, da den nye velfærdsalliance mellem Mariagerfjord Kommune, DBU og DBU Jylland blev underskrevet på Hadsund Stadion i forbindelse med Hadsund Boldklubs 100-års jubilæum. Foto: Mariagerfjordposten.dk
På Hadsund Stadion blev den nye velfærdsalliance mellem Mariagerfjord Kommune, DBU og DBU Jylland underskrevet den 22. august – samme dag som Hadsund Boldklub fejrede sit 100-års jubilæum. Foto: DBU
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler