Vi ved det godt, men vi gør det alligevel – mobil bag rattet
Uopmærksomhed bag rattet og manglende orientering er den største dræber i trafikken, og det ved bilisterne faktisk godt. Alligevel er der stadig alt for mange, som falder for fristelsen til at kigge på mobilen. Problemet flytter sig i stigende grad væk fra den håndholdte mobil til fastmonterede skærme.
Ny undersøgelse viser, at de danske bilister godt ved, hvad den største dræber i trafikken er. Tre ud af fire bilister svarer, at uopmærksomhed er det, som slår flest ihjel i trafikken herhjemme.
Og det stemmer desværre godt overens med virkeligheden. De sidste fem år har 505 mennesker mistet livet i trafikken i Danmark på grund af uopmærksomhed eller manglende orientering. Det svarer til, at 60 procent af de trafikdræbte blev dræbt i uopmærksomhedsulykker. Det viser Vejdirektoratets ulykkesstatistik.
– Hver fjerde dag dør en person i trafikken på grund af uopmærksomhed. Alt for ofte er det elektronik inde i kabinen, som stjæler opmærksomheden, men der er ingen sms’er eller skift af musiknumre, der er så vigtigt, at det ikke kan vente, siger Lisbeth Sahl Bauditz, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Alligevel har mange bilister svært ved at stå for fristelsen, når mobilen ringer, bipper eller vibrerer. Det er fx flere end 10 procent af bilisterne, som en gang imellem eller oftere taler i håndholdt mobil. Hvis man også regner de bilister med, som svarer, at de sjældent taler i håndholdt mobil, er det flere end 20 procent, som tager mobilen op til øret, mens de kører.
Værre ser det ud, når bilisterne svarer på, om de ser på telefonen under kørslen. Her er det hver tredje, som svarer, at de kommer til at læse en besked, se noget på internettet eller tjekke sociale medier, mens de kører bil.
Se video med uopmærksom bilist
– Netop brug af mobil bag rattet noget, som kan få danskerne op i det røde felt – hvis det altså er andre bilister end os selv, der bruger den. Hele 87 procent af de adspurgte bilister finder det uacceptabelt eller meget uacceptabelt at tale i håndholdt mobil bag rattet viser vores undersøgelse. Men vi har desværre tendens til at tilgive os selv, siger Pia Holms Steffensen, underdirektør i Forsikring & Pension
Tilsvarende synes 89 procent, at det er uacceptabelt eller meget uacceptabelt at læse eller kigge på telefonen, mens man kører. Alligevel er det altså flere end hver tredje, som selv gør det.
Test dig selv, kender du reglerne for at bruge mobilen i trafikken?
Problemet flytter sig fra den håndholdte mobil
Udviklingen går i den rigtige retning i forhold til den håndholdte mobil. Der er nemlig færre, som bruger mobilen håndholdt bag rattet. Så kunne man jo mene, at alt er godt, men det er desværre ikke tilfældet. Stadig flere benytter mobilen håndfrit, og selvom det er lovligt, bør man ikke tage lange eller komplekse samtaler med denne metode. Det kan nemlig også distrahere.
– Færre bruger håndholdt mobil bag rattet, men vi kan se, at flere og flere bruger mobilen håndfrit. Selvom det er lovligt at bruge mobilen håndfrit, er der ikke frit slag, mens man kører. Den kan nemlig stadigvæk stjæle fokus fra trafikken, siger Lisbeth Sahl Bauditz.
De senere år er der sket en lille stigning i bilister, som svarer, at de læser beskeder eller taster på mobilen, mens de kører bil. Niveauet i 2022 ligger højere end de tre foregående år. Også brug af smartwatch er i stigning, hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at de bliver mere og mere udbredte. Brug af smartwatch under kørslen sidestilles med brug af håndholdt mobil og giver et klip i kørekortet.
– Brug af mobil og smartwatch i bilen handler i høj grad om dårlige vaner, som uden omtanke bliver taget med ind bag rattet. Måske er det upopulært under familiemiddagen at sidde og kigge på mobiltelefonen, men det er i det mindste ikke decideret farligt. Når man kører bil, er det til gengæld vigtigt, at man træffer det rigtige valg og lader være med at kigge på det elektroniske udstyr, siger Lisbeth Sahl Bauditz, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
I kampagnen ‘Kør bil, når du kører bil‘, som er aktuel netop nu, sætter Rådet for Sikker Trafik fokus på uopmærksomhed i trafikken som problem.
Fakta og undersøgelser
Spørgsmål stillet til bilister: I hvilken grad vurderer du, at det er acceptabelt eller uacceptabelt at gøre følgende, når man sidder bag rattet og kører bil med mindst 40 km/t (dvs. ikke holder stille):
Tale i håndholdt telefon:
- Acceptabelt/meget acceptabelt – 4 procent
- Hverken acceptabelt eller uacceptabelt – 9 procent
- Uacceptabelt/meget uacceptabelt – 87 procent
Se på telefonen – fx læse beskeder eller indhold på Sociale Medier:
- Acceptabelt/meget acceptabelt – 3 procent
- Hverken acceptabelt eller uacceptabelt – 7 procent
- Uacceptabelt/meget uacceptabelt – 89 procent
Skrive eller taste på telefonen:
- Acceptabelt/meget acceptabelt – 2 procent
- Hverken acceptabelt eller uacceptabelt – 6 procent
- Uacceptabelt/meget uacceptabelt – 91 procent
Kilde: Rådet for Sikker Trafik og Wilke. Bilisttrackeren 2022. Repræsentativt spørgeskema blandt bilister i 2022. n=2.535