Panoramaruten og bakkerne gav hård afslutning på Vinterlang-stævne i Hobro
Søndag d. 8. februar afholdt Mariager Fjord Orienteringsklub det fjerde og sidste stævne i rækken af Nordkredsens Vinterlang stævner.
Stævnet blev afholdt i Hobro og omegn, hvor bl.a. ”Panoramaruten” på nordsiden af Mariager Fjord var en del af udfordringen, og de længste baner på 20 km. gik helt ud til Bramslev Bakker og Valsgaard Bæk, samt Hobro Østerskov på sydsiden af fjorden.
40 O-løbere var tilmeldt stævnet, men det hårde vintervejr gjorde sit indtog og forhindrede flere købere i at nå frem til stævnet.
Arrangørerne fra Mariager Fjord OK havde i dagens anledning allieret sig med Hobro Roklub, og stævnecenteret var placeret ved deres klubhus på havnen i Hobro, hvor både start og mål var placeret. Ligeså kunne O-løberne her både klæde om og få et velfortjent bad, ligesom der var mulighed for at købe både kaffe og kage, fortæller stævneleder Jørgen Østergaard, O-klubbens formand.
Banelægger fra klubben var Nicolai Zaar Nielsen assisteret af Claus Hallingdal Bloch, og de havde kreeret meget spændende og udfordrende baner i det meget kuperede terræn langs fjorden og i Hobro by.
Bane 1 på 20,0 km og 39 poster blev vundet af Giacomo Schmidt Frattan, Silkeborg OK i tiden 176.45 min. og nr. 2 Jens Brandt, Rold Skov OK i 206.30 min.
Bane 2 på 15,2 km. og 33 poster blev vundet af Ole Lind, Ballerup OK i tiden 199.11 min. og nr. 2 i Thorkild Jensen, Randers OK i 200.09 min.
Bane 3 på 9,9 km. og 22 poster blev vundet af Jørgen Østergaard, Mariager Fjord OK i tiden 116.24 min. og godt 3 min. senere kom Svend Christiansen fra PI-København ind på 2. pl. På 3. pl. blev det Jess Rasmussen, Viborg OK i 121.19 min.
Bane 4 på 5,9 km. og 12 poster blev vundet af Kim Dalgaard, Mariager Fjord OK i tiden 70.06 min. 2. pl. gik til klubkammerat Henrik Bach i tiden 71.25 min. og 3. pl. til Søren Bach, Aalborg OK i 79.36 min..
Bane 5 på 3,3 km. og 20 poster blev vundet af Søren Elkjær, Viborg OK i tiden 40.59 min., og 2. pl. gik til Susanne Baun, Horsens OK i 43.00 min. og 3. pl. til Poul Egander Grøn, Silkeborg OK i 48.33 min.





