ForsideMariagerfjordVirksomheder i Mariagerfjord hjælper hinanden med at reducere CO2-aftrykket

Virksomheder i Mariagerfjord hjælper hinanden med at reducere CO2-aftrykket

- Annonce -

Virksomheder i Mariagerfjord hjælper hinanden med at reducere CO2-aftrykket

I et nyt partnerskab hjælper de største energiforbrugende virksomheder i Mariagerfjord hinanden med at reducere CO2-aftrykket.

At reducere det lokale klimaaftryk er ikke noget, der kan løses med et enkelt greb. Det kræver, at alle tager ansvar og gør, hvad de kan. Derfor har Mariagerfjord Kommune, Hydrogen Valley, Mariagerfjord Erhvervsråd og de største energiforbrugende virksomheder i kommunen netop indledt et nyt partnerskab under overskriften ‘GRØN Mariagerfjord’. 

– Det har aldrig været mere aktuelt at tænke grønt. Der er fuld knald på den grønne omstilling ude i virksomhederne, og vi kan hjælpe hinanden. Der er jo ingen grund til, at vi alle skal opfinde den dybe tallerken, hvis andre allerede har svaret, siger Søren Møller, der er direktør i Dansk Salt. 

Han uddyber, at Dansk Salt meget gerne deler ud af deres idéer, løsninger og medarbejdere og derigennem inspireres af andre virksomheder. 

– Her kan GRØN Mariagerfjord virkelig blive starten på et nyt lokalt forum, hvor vi samarbejder om klimaet. Her kan vi løfte i flok, siger en begejstret Søren Møller. 

Ren win-win
Også Jakob Jespersen, der er fabrikschef på Vindø Teglværk og chef for Bæredygtig Udvikling hos Randers Tegl, er begejstret efter første møde i partnerskabet. 


– Det gjorde stort indtryk på mig, at vi er så mange lokale virksomheder, som interesserer sig for vores nærområde og de grønne løsninger. Vi ønsker alle at inspirere hinanden med gode løsninger, endda uden penge mellem virksomhederne. Det er ren win-win. Og så var det imponerende at konstatere, hvor mange store kompetencer, der er inden for en relativ lille radius.


Samme toner lyder fra kommunens borgmester, der er glad for virksomhedernes store tilslutning.

– Klimadagsordenen er noget af det største, vi kommer til at arbejde med de kommende år, og det er en opgave, som kræver, at vi løser den i fællesskab. Derfor er det både vigtigt og glædeligt, at de lokale virksomheder bakker så flot op, siger Mogens Jespersen, borgmester i Mariagerfjord Kommune. 

Et grønt partnerskab med store potentialer
Ideen om et grønt partnerskab blev til mellem Mariagerfjord Kommune, Mariagerfjord Erhvervsråd og Hydrogen Valley i sommeren 2022. Grundideen i partnerskabet er, at et samarbejde om klimadagsordenen kan bidrage med meget mere end ‘bare’ den nødvendige reduktion af det lokale CO2-aftryk.

– Det kan blive nøglen til flere grønne arbejdspladser, sektorkobling, brinteventyr og vidensdeling virksomhederne imellem, siger Jesper Skov Mikkelsen, der er formand for Udvalget for Klima og Landdistrikter i Mariagerfjord Kommune. 

De næste skridt 
Nu hvor virksomhederne har givet hinanden håndslag på et partnerskab om at reducere klimaaftrykket inden 2030, skal de næste skridt tages.

– Virksomhederne bliver kontaktet, så vi kan tage en snak om deres CO2-aftryk. Vi er interesserede i, hvad deres aftryk er i dag, og hvad de forventer, det er i 2030. Så er vi selvfølgelig særlig nysgerrige efter at høre, hvilke tiltag de vil implementere for at reducere deres aftryk. Det er nemlig her, vi kan finde de potentialer, som kan hjælpe andre virksomheder på vej, uddyber Jesper Skov Mikkelsen. 

På baggrund af stærke bidrag på det første fælles møde vil Mariagerfjord Kommune, Mariagerfjord Erhvervsråd og Hydrogen Valley også igangsætte en række arrangementer, som kan understøtte virksomhederne i at komme videre med den grønne omstilling. Det kan være med viden om overskudsprodukter og hvordan de håndterer overskudsvarme i produktionen samt udveksling af ansatte.

Svært ved at få armene ned
Jesper Skov Mikkelsen kunne, efter partnerskabets første møde, næsten ikke få armene ned. 

– Det var fantastisk at høre den iderigdom, begejstring og vilje til at løfte i flok, som virksomhederne viste på dagen. Derfor stopper vi heller ikke ved de største virksomheder. I løbet af det kommende år bliver der iværksat andre partnerskaber for transportvirksomhederne, varmeværkerne og de små og mellemstore virksomheder i kommunen, slutter udvalgsformanden.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER

Indbrud i varebiler

- Annonce -

Seneste artikler