Mistænkelig hændelse på Randersvej i Hobro
Politiassistent Jesper Fredsgaard fra Nordjyllands Politi oplyste i døgnrapporten her til morgen, at de har fået en anmeldelse om et mistænkeligt forhold på Randersvej i Hobro.
– Vi blev i går morges ved 8-tiden kontaktet af en anmelder, som kort forinden havde fået øje på en ukendt mandsperson, der går rundt i anmelders private have og kigger ind af vinduerne, fortæller Jesper Fredsgaard til Mariagerfjordposten.dk og fortsætter:
-Anmelder skynder sig at kontakte politiet, da han vurderer, at der formodentlig er tale om en tyv. Anmelder beskriver manden således:
Mand, 25-30 år
Lys i huden og almindelig af bygning, tyndt, brunligt fuldskæg
Iført mørk jakke med en mørk T-shirt indenunder, blå bukser, blå kasket og en sort rygsæk med hvid skrift
-Manden forlader haven igen, uden at have stjålet noget, ad Randersvej mod nord. Men ser du en person, luske rundt i folks haver og kigge ind ad vinduerne og som passer til ovenstående signalement – vil vi gerne høre fra dig på 114, slutter politiassistenten.